Det seneste år er en række store modehuse endt i regulære shitstorms. Især racismeanklagerne mod Dolce & Gabbana, der førte til aflysning af mærkets show i Shanghai, og blackface-anklagerne, som i foråret ramte både Prada og Gucci, står som de mest fremtrædende.
I forlængelse af sagerne, der altså har ramt flere andre store modehuse, har Chanel nu valgt at intensivere deres fokus på diversitet og inklusion. Det sker med ansættelsen af Fiona Pargeter, som skal stå i spidsen med den nyoprettede rolle som Global Head of Diversity and Inclusion hos det franske modehus.
»Det (ansættelsen, red.) er et tegn på vores engagement og dets (diversiteten, red.) vigtighed for huset«, skriver Chanel i en officiel udmelding i forbindelse med ansættelsen, ifølge Business of Fashion.
Chanel slår samtidig fast, at den nye rolle hos luksushuset, som Pargeter skal varetage, skal være med til at give yderligere momentum til en række af de initiativer, som Chanel allerede har igangsat for at styrke modehusets fokus på området.
»Vi vil forsætte med at fokusere på nye programmer, der skal demonstrere vores påskønnelse af alle aspekter af diversitet og fremme en mere mangfoldig kultur«, skrev modehuset i deres ”Report To Society” fra 2018.
Med den nye rolle går Chanel samtidig i Guccis og andre luksusmærkers fodspor for at skabe endnu mere fokus på diversitet og inklusion. Som reaktion på blackface-sagen i foråret søsatte Gucci en række tiltag for at styrke deres multikulturelle fokus og gøre moden mere inkluderende – blandt andet med ansættelsen af en ansvarlig for diversitet og inklusion (som Chanel nu også har fået), mens de også oprettede deres Changemakers Program.
Læs også: Midt i blackface-anklager: Er der overhovedet nogen, der bliver klogere af tidens reaktionsmønster?