KOMMENTAR. Efteråret byder – som efteråret så ofte gør – på nye udgivelser i markedets to mest populære skydespil: ’Call of Duty’ og ’Battlefield’.
Hvor ’Battlefield’ hopper frem i tiden til futuristisk krigsførelse, skruer ’Call of Duty’ tiden tilbage til 2. verdenskrig. Det er femte gang, at serien besøger netop den krig.
Men måske burde de to serier (eller nærmere en af dem, hvilket vi kommer til) overveje at ændre deres fokus. Måske burde de droppe krige, der ligger så langt tilbage i fortiden eller ude i fremtiden, at vi ikke kan forholde os til konsekvenserne af dem.
Måske burde de i stedet skildre krigen i Afghanistan.
Vigtig verdenshistorie
Det kan lyde provokatorisk at deklarere, at vi skal spille et spil om en krig, som i disse dage griber vores opmærksomhed med den ene deprimerende overskrift efter den anden.
Krigen, der startede som et modsvar på 9/11-terrorangrebet i USA, har efter 20 år nået sit foreløbige klimaks, da USA og de allierede trak sig, og hovedstaden Kabul faldt til Taliban i midten af august.
Den lange krig rummer mange aspekter, heriblandt et politisk magtspil og en humanitær krise, men de forbliver ukendte for flere og flere unge mennesker.
For mange af dem, der nu til dags bliver underholdt af skydespil, var ikke født, da krigen i Afghanistan startede. De er ikke nødvendigvis bevidste om grundlaget for den krig, de er vokset op som vidner til.
De ved ikke, at op mod 174.000 mennesker har mistet livet i krigen. At den har skabt en af de største og mest katastrofale flygtningekriser i vores historie. Eller at den har budt på adskillige krigsforbrydelser fra amerikanske og allierede soldater.
Lige præcis derfor bør krigen i Afghanistan komme under behandling af et skydespil, der kan oplyse både unge og gamle spillere om en af de vigtigste krige i moderne verdenshistorie og dens vidtrækkende konsekvenser for USA, Europa og Mellemøsten.
Skydespil kan handle om mere end at vinde
Mange vil formentlig finde det usmageligt, at et spil kapitaliserer på en krig, hvoraf konsekvenserne stadig udspiller sig for øjnene af os.
Men det er faktisk gjort før med stort held. Da ’Spec Ops: The Line’ udkom i 2012, var det til stor ros for dets tilgang til krig. Her blev den vestlige verdens krigsførelse i Mellemøsten skildret med Dubai som fiktiv, men stadig skræmmende realistisk kulisse, der agerede tydelig analogi for især Irak-krigen.
’Spec Ops: The Line’ føltes dog aldrig som letfordøjelig underholdning. I stedet var spillet en ubehagelig oplevelse, hvor man mærkede de grufulde oplevelser i sine egne handlinger, når man beskød civile med fosfor (en krigsforbrydelse, der også er blevet begået i Afghanistan).
Men på trods af spillets grusomhed var der stadig en slags ærbødighed omkring skildringen af krig i ’Spec Ops: The Line’. Det prøvede ikke at opstille en klassisk fortælling om helte og skurke. I stedet viste det, hvordan alle parter i en krig sjældent sejrer, men altid taber.
Der er nemlig ingen, der siger, at skydespil skal handle om at vinde. Det kan lige så godt handle om at udforske skyggesiden af krig. Et vellykket skydespil ender ikke altid med en sejr.
Faktisk kunne man fristes til at sige, at et spil, der fokuserer på de menneskelige omkostninger ved en krig, der går skævt allerede fra første invasion, ville være mere ærligt og sigende for moderne krigsførelse, end hvad vi er vant til.
Og her er spil enormt effektive til at opsætte et scenarie, hvor man både får følelser og handlinger med, end interaktive oplevelser, hvor man tvinges til at forholde sig til begivenhederne, efterhånden som de udfolder sig.
Ikke et ukendt territorie
Det er her, hvor ’Call of Duty’ og for så vidt også ’Battlefield’ træder ind i billedet. Dog mest førstnævnte, for selvom ’Battlefield’ kan tælles med i ligningen, så er serien blevet en mere social og underholdningsfokuseret oplevelse, hvor multiplayer er i fokus.
Det er svært at skabe en grufuld og medrivende oplevelse af krig, hvis det primære mål skal være at have det sjovt med sine venner.
Det er derimod ikke tilfældet med ’Call of Duty’. For selvom seriens store trækplaster (også) er netop multiplayer, så akkompagneres de regelmæssige udgivelser af en kampagne – altså en del af spillet, hvor du udforsker en historie på egen hånd.
Og det er ikke så tosset at tro, at ’Call of Duty’ kunne bevæge sig ud i det minefelt, som Afghanistan-krigen er. Serien er nemlig ikke bleg for at trække kontroversielle overskrifter.
Det så vi med udgivelsen af ’Call of Duty: Modern Warfare’ i 2019, hvor spillet inkluderede en kritiseret udgave af Highway of Death, der under virkelighedens Golfkrig blev centrum for et omdiskuteret angreb fra vestlige styrker.
Og da ’Call of Duty: Modern Warfare 2’ blev udgivet i 2009, var det med seriens måske største kontrovers, da man som undercover-agent skulle vinde en terrororganisations tillid ved at deltage i et masseskyderi på civile i en lufthavn.
Her valgte man selv, om man ville deltage aktivt. Der var altså et reelt valg, hvilket fungerede som en gylden mellemvej for skildringen af krig i skydespil. Et greb, som ’Spec Ops: The Line’ i øvrigt også benyttede sig af.
På denne måde bliver det et narrativt værktøj, hvor man som spiller selv bestemmer, hvor langt man vil gå – men uanset hvor langt man faktisk går, vil man stadig blive præsenteret for en ubehagelig oplevelse. Det gemmes altså ikke væk.
Vi bør lære af krig
Der er nemlig ingen grund til at gemme krigens brutaliteter væk. Heller ikke selvom vi har med en af spilbranchens største pengemaskiner at gøre.
’Call of Duty’ tjener millioner af kroner på at være et skydespil, hvor krigens galleri er sekundært til underholdning. Derfor er der heller ikke mange, der forventer en stor forandring i den populære series skildring af krig.
Men selvom det måske er mere oplagt, at et spil, der stiller sig kritisk overfor krigens natur, kommer fra en mindre udvikler, som har knap så meget på spil end ‘Call of Duty’, så er det altså ikke helt utænkeligt.
For serien har momentvis vist, at den kan være opgaven voksen. At den kan balancere på den knivsæg, hvor action og underholdning bibeholdes på trods af en alvorlig undertone.
Det unikke ved spilbranchen er, at der er plads til mange forskellige stemmer – og at giganterne har sikkerheden i deres pengetank til at kunne slå en ny tone an, hvis de ønsker det.