Det kan godt være, at Keanu Reeves indtager en af de bærende hovedroller som figuren Johnny Silverhand i ‘Cyberpunk 2077’, men han har aldrig selv rørt spillet.
I et interview med The Verge blev skuespilleren spurgt, om han brugte tid på spil generelt, hvortil han svarede et kort »nej«.
Efterfølgende forklarer han specifikt om ‘Cyberpunk 2077’, at han har set præsentationer af spillet, men »aldrig spillet det«.
Svaret er lidt overraskende, eftersom udvikleren af spillet, CD Projekt, under en samtale med deres investorer sidste år sagde, at Reeves var vild med spillet:
»Så vidt jeg ved, er han ikke færdig«, sagde direktør Adam Kiciński, ifølge Seeking Alpha. »Men han har prøvet spillet, og han elsker det«.
‘Cyberpunk 2077’ udkom sidste år til så stor kritik, at Sony fjernede spillet fra deres digitale butik på grund af dets fejlfyldte tilstand.
Siden da er der blevet rettet op på en del af manglerne, men spillet er stadig i modvind og måtte for nylig misse flere planlagte opdateringer.