Netflix har gjort sit indtog i spilbranchen, for fremover er film og serier ikke nok, når streamingtjenesten skal erobre mest mulig af din skærmtid.
Netflix har allerede produceret serier baseret på andres spilhits som ’The Witcher’, ’Resident Evil’ og ’League of Legends’. Nu skaber og udbygger man også egne universer, som alle abonnenter kan spille sig igennem direkte på mobiltelefonen.
Indtil videre har der dog været langt mellem højdepunkterne, og spillene har virket mere som en nødvendig satsning end et passionsprojekt. Men det ændrede sig med Netflix’ seneste Geeked Week 2022 – en håndfuld dage med nyheder for ’nørder’ i alle afskygninger.
Her løftede Netflix nemlig sløret for en lang liste af nye projekter bestående af filmatiseringer og spil. Både fra egne rækker og fra nogle af de mest etablerede spiluniverser.
Der er glimt af særdeles spændende projekter i horisonten – her er fem af dem, som vækker mest optimisme hos os.
’The Queen’s Gambit Chess’
Der er bare ikke noget frækt over skak. Eller det var der ikke, men så bragede Netflix ind på scenen med den fabelagtige ’Dronninggambit’, og nu vil alle rykke deres løber rundt, indtil kongen falder.
Derfor er det også genialt set af streamingtjenesten, at vi naturligvis skal have et digitalt skakspil. Og det er skam ikke ment sarkastisk, for med ’The Queen’s Gambit Chess’ kan alle lære at spille skak, imens de tæsker seriens velkendte personer eller sågar virkelige mennesker online.
Det lyder måske ikke vildt sexet, måske sågar lidt underspillet, men lur os, om dette spil ikke vil gøre sig perfekt på mobilen som en underholdende omgang tidsfordriv a la Sudoku og ’Wordfeud’.
»Kommer snart« ifølge Netflix.
’La Casa de Papel’
Der lød et mindre ramaskrig, da ’Papirhuset’ efter femte sæson takkede af med manér, men nu kan du godt finde masken og kedeldragten frem igen, for du skal hjælpe med at røve et kasino i Monaco.
Her er ikke noget med at spille sammen med andre. I stedet skal du knække koder, brække pengeskabe op og i det hele taget bare snige dig rundt i bedste ’Papirhuset’-stil for at tilfredsstille Professoren.
’La Casa de Papel’ lader til at være ganske omfattende i dets ambitioner – især med en særegen visuel stil – om at være mere end blot et simpelt mobilspil, som Netflix ellers har gjort sig i, og alene af den grund bliver det interessant at prøve af.
»Kommer snart« ifølge Netflix.
’Reigns: Three Kingdoms’
Medmindre du er trofast gamer, får ’Reigns’ nok ikke mange klokker til at ringe hos dig, men på den lange lister over Netflix’ annonceringer springer titlen faktisk ud som et potentielt kvalitetsstempel, for den stammer fra en af de mest roste spilserier til mobiltelefoner.
Af den årsag er det også et rimeligt vildt scoop, at Netflix nu får seriens nyeste kapitel udviklet til deres gaming-univers, for det markerer, hvor store ambitioner streamingtjenesten har.
Her er nemlig ikke blot tale om et ’Candy Crush’-agtigt tidsfordriv. Hvis spillet lever op sine forgængere, er det en stærk fortælling, hvor du på bedste Tinder-vis skal swipe mellem svære beslutninger i de sidste år af det kinesiske Han-dynasti.
Udkommer i 2022.
’Too Hot to Handle’
Du har måske set den brandvarme realityserie, hvor en gruppe unge, lækre og meget kåde mennesker sendes ud til et luksusresort med udsigt til at vinde mere end en million kroner, hvis ellers de bare holder nallerne for sig selv.
Lykkes det ikke, trækkes der som straf et beløb fra præmiepuljen, der dermed langsomt svinder ind, og det er nøjagtig samme setup for dette spil, der lyder omtrent lige så overfladisk og syndigt som sit ophav. Det behøver dog ikke være en dårlig ting!
Genren for datingspil har nemlig vist sig at være en kæmpe succes, når folk skal udleve deres indre charmør, og hvis dette spil kan rammer bare en brøkdel af den liderlige charme, som både den oprindelige serie og andre datingspil byder på, står Netflix med endnu et letfordøjeligt hit i ’Too Hot to Handle’-universet.
Udkommer i 2023.
’Dragon Age: Absolution’
Det er lidt af et paradoks, når en spilserie ikke indfrier potentialet i et univers, og spillet i stedet fremstår kedeligt. For hvorfor skulle man så have lyst til at udforske resten af seriens verden?
Det er tilfældet med ’Dragon Age’. For imens det mytiske og fantasifulde univers, der omspænder franchisens tre kapitler, er ganske interessant, så trækkes det i selve spiloplevelserne ned af monotone og tvivlsomme designvalg.
Men når baggrunden er på plads for et fascinerende eventyr i en magisk verden, kan det være, at alt det gode i ’Dragon Age’ endelig finder sit optimale medium som serie hos Netflix – og netop derfor inkluderer vi den som rosinen i pølseenden på denne liste.
Får premiere på Netflix i december 2022.