’Papirhuset’: Netflix’ røverserie takker af med maner

’Papirhuset’: Netflix’ røverserie takker af med maner
'Papirhuset'. (Foto: Tamara Arranz/Netflix)

(Advarsel: Anmeldelsen indeholder spoilers af de forrige sæsoner af ’Papirhuset’)

I bedste Egon Olsen-stil har Professoren (Álvaro Morte) igennem fem sæsoner og 48 afsnit ledt sine tropper af dedikerede tyve i to yderst spektakulære bankrøverier.

Det første var i den kongelige spanske mønt, hvor formålet blot var at trække tiden, tilstrækkeligt længe til at de kunne nå at printe flere hundrede millioner euro.

Selvom den karismatiske psykopat og fanfavorit Berlin (Pedro Alonso) døde, så var det ikke sidste gang, han dukkede op i serien. I første halvdel af del 5 var det således ham, der var omdrejningspunkt for begivenhederne, som foregik i København i et af de flashbacks, der er blevet brugt lige flittigt nok de seneste år.

Og det er da også i tilbageblik, at den kommende spinoff af ’Papirhuset’ skal fortælles, da hovedpersonen er ingen ringere end netop afdøde Berlin.

Læg dertil, at der kommer et koreansk remake med ’Squid Game’-stjernen Park Hae-soo i rollen som Berlin, så heisthungrende fans kommer ikke til at mangle deres fix fremover.

De sidste fem afsnit af ’Papirhuset’ vil bestemt heller ikke skuffe dem, som har været med siden starten.

Efter skududvekslingen, der kostede Tokyo (Úrsula Corberó) livet som kulmination på første halvdel af femte sæson, og med Professoren i karambolage med den vanærede politiinspektør Sierra, var udsigterne til, at kuppet skulle lykkes, ikke ligefrem særligt gunstige.

Men man er alligevel ikke rigtigt i tvivl om, at det på en eller anden måde nok skal blive gennemført. Selv med den nærmest umulige opgave med at få hele Spaniens guldreserver ud af nationalbanken, har man hele tiden på fornemmelsen, at Professoren enten har en plan eller kommer på et eller andet i sidste sekund.

‘Papirhuset’ sæson 5. (Foto: Manolo Pavón/Netflix)

Det er en form for behagelig forudsigelighed, der kun fungerer for ’Papirhuset’, fordi den ikke tager sig selv mere seriøst, end den gør.

Det er ikke en serie præget af det subtile. Her råber råber man meget højt og gerne længe for at slå pointen fast.

Få gør det bedre end Rodrigo de la Serna i rollen som uberegnelige Palermo, der trods alt er blevet mere menneskelig, i takt med at de kærlige følelser for menneskebjerget Helsinki (Darko Períc) er vokset.

Den spidende samfundskritik, der var meget fremtrædende i starten af ’Papirhuset’, men i de senere sæsoner nærmest blev reduceret til en karikatur, er stadig til stede. Ordensmagten og regeringen er stadig nogle fascistoide svin, der opnår nydelse ved at gøre livet surt for den almindelige borger.

Serieskaber Álex Pina har ikke ligefrem bidraget med epokegørende pointer i den henseende, men har valgt en letfordøjelig indpakning, så røvernes Robin Hood-light agenda glider nemt ned hos publikum.

I den forstand er det en kærkommen cirkel på fortællingen, at røverne i et af de få rolige øjeblikke synger deres slagsang, den antifascistiske ’Bella Ciao’ – sangen, Professoren havde lært som lille af sin bedstefar, der havde kæmpet mod fascisterne i Italien.

»Omfavnelserne var ikke kun en fejring af triumfen eller en dybtfølt hyldest til dem, der faldt undervejs. Det var en håndfuld ubetydelige menneskers oprør (…). Det havde sendt et budskab om håb ud i verden – det umulige er muligt«, fortæller Tokyo fra det hinsides i en voiceover, mens hendes kammerater synger og krammer.

‘Papirhuset’ sæson 5. (Foto: Tamara Arranz/Netflix)

Et af de store spørgsmål igennem ’Papirhuset’ har været, hvad der drev Professoren i hans vendetta mod banksystemet. Serien tilbyder en forklaring, der i og for sig synes fuldt forståelig, men ikke helt harmonerer med alle de begivenheder, vi har været vidne til.

Den form for retroaktiv historiefortælling er velkendt i serier, der skal afsluttes. Kan man så leve med, at alt måske ikke giver mening? I ’Papirhuset’s tilfælde er svaret ja.

For det, der er seriens appel, er de spektakulære kup og dertilhørende intense stand-offs med det arkaiske machismo-politi. Sjældent har der været mere tilfredsstillende øjeblikke i serien, end når et sexistisk svin blev ydmyget eller fik som fortjent.

Den cadeau skal Pina og kompagni have – man hadede indædt deres skurke og heppede desto mere på røver-heltene.


Kort sagt:
Netflix’ spanske successerie om bankrøvere iklædt røde kedeldragter og Salvador Dali-masker leverer en slutning, der vil tilfredsstille seriens mange fans.

’Papirhuset’. Serie. Serieskaber: Álex Pina. Medvirkende: Úrsula Corberó, Álvaro Morte, Itziar Ituño, Pedro Alonso, Rodrigo de la Serna, Fernando Cayo, Najwa Nimri, Hovik Keuchkerian, Jaime Lorente, Miguel Herrán, Darko Períc Spilletid: Fem afsnit á 53-76 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af