’Papirhuset’ del 5 : Det spanske Netflix-hit er i København – på godt og ondt
Alt er storladent og svulstigt i ’Papirhuset’.
Men kan man forvente andet af en serie, hvis historie i nu fem dele har fulgt en gruppe bankrøvere, der laver det ene mere spektakulære kup efter det andet?
Som sædvanligt lægger den nye sæson ud med et flashback, og i denne omgang foregår det i København. Berlin (Pedro Alonso), som for længst er død i nutiden, har inviteret sin søn Rafael (Patrick Criado) til en hyggelig genforening.
Og vores kære hovedstad bliver præsenteret fra sin mest idylliske side, med både en tur i Tivoli og et smut ned til turistfælden Nyhavn. Her ser vi, hvordan der planlægges og udføres et kup af den mest kostbare vikingeskat, der nogensinde er fundet (i bund og grund bare Guldhornene og et par gulddrikkebægere).
Herlighederne bliver opbevaret i et svært bevogtet slot. Men ikke Rosenborg eller Christiansborg (som ellers ville være oplagt. Næh, jeg var ved at tabe kæben, da Frederiksborg Slot (fra Hillerød) lige pludselig blev bragt på banen. Jeg er født og opvokset i byen og har deltaget i flere dåbshandlinger, konfirmationer og bryllupper i den tilhørende slotskirke, end det er værd at holde tal på, så gensynsglæden var stor, da slottets karakteristiske springvand tonede frem i fjerde afsnit.
Men kort efter forsvandt magien. Ja, det er da unægtelig sejt, at det ikke længere er ’Gøngehøvdingen’, som er den mest kendte serie, der er blevet optaget på stedet (fun fact: min far, der havde eget bageri, leverede kager, da de var færdige med at filme dengang). Men når man kender slottet så godt, er det også svært at fokusere på plottet, når det pludselig skal foregive at ligge i København. Og så toppet op med den forfærdelige danske accent, som de spanske røvere skal forestille at kunne levere perfekt!
Lokalkendskabspedanteriet til side: Resten af serien holder sin vanlige bombastiske og underholdende standard.
Handlingen i nutiden fortsætter præcis, hvor den slap i sidste omgang.
Situationen er om muligt mere intens mellem de rødklædte- og Salvador Dali-maskebærende røvere og deres gidsler inde i den spanske nationalbank og politiet og militæret udenfor.
Manden med det store forkromede overblik, Professoren (Álvaro Morte), er blevet opdaget og fanget af den vanærede politiinspektør Alicia Sierra (Najwa Nimri).
Som om det ikke er nok, henter oberst Tamayo (Fernando Cayo) en flok brutale black ops-soldater ind, så de en gang for alle kan få skovlen under røverne. De er, med seriens fortæller Tokyo (Úrsula Corberó) og Palermo (en fabelagtig Rodrigo de la Serna) i spidsen, mere sammentømrede end tidligere. Tabet af deres kammerat Nairobi har genetableret deres fælles had mod det fascistoide etablissement.
»Vi, som er blevet udstødt af samfundet, er et hold af historiens største tabere: Transkønnede, kriminelle, udskud, homoseksuelle, folk fra Balkan, latinoer«, forklarer Palermo under en af flere motivationstaler, der sætter ord på seriens rebelske ånd.
Dem-mod-os-tonen, som har gennemsyret serien hele vejen igennem, er stadig intenst til stede, og det er efterhånden blevet fastslået, at samtlige midaldrende, hvide mænd med magt (eller deres håndlangere) i Spanien, er nogle dumme svin.
Hvorfor man så ikke har overført de noble intentioner fra manuskriptet til rent faktisk også at caste en transkønnet i rollen som den transkønnede Julia i stedet for den prisvindende, cis-kønnede Belén Cuesta (som i øvrigt har gjort det glimrende siden første optræden tilbage i tredje del), er alligevel lidt forundrende.
Det havde klædt serieskaber Álex Pina (og Netflix) at gøre det, som karaktererne prædiker.
Omvendt er det ikke ligefrem en serie, der dyrker det subtile eller påstår at være banebrydende. Der er bulder og brag fra start til slut i bedste Michal Bay-stil.
Kort sagt:
’Papirhuset’ byder stadig på masser af intensitet, og en pudsig tur til København giver serien et nyt sjovt lag.
Anmeldt på baggrund af alle fem afsnit.