Det kan godt være, at den populære ‘FIFA’-serie skifter navn til ‘EA Sports FC’ i jagten på at blive fremtidens fodboldplatform, men det betyder ikke farvel til tiki-taka og Sydeuropas bedste liga.
Således har EA annonceret, at de har indgået et nyt samarbejde med LaLiga om rettighederne til den spanske ligas første og anden division samt ungdomsturneringen LaLiga Promises og eLaLiga, den officielle spanske esport-turnering for fodbold.
Partnerskabet, som træder i kraft fra 23/24-sæsonen og løber over adskillige år, dækker ikke kun over navnerettigheder, men inkluderer også en komplet rebranding af LaLiga med EA Sports som officiel samarbejdspartner.
Det betyder, at EA Sports-logoer formentlig vil pryde stadions og kampe, når de vises live, ligesom fremtidige ‘EA Sports FC’-spil kan integreres endnu mere med de spanske rødder.
EA annoncerede navneskiftet på deres ikoniske fodboldserie tidligere i år, hvilket ikke faldt i god jord hos fodboldforbundet FIFA, der i et raseriudbrud fra præsident Gianni Infantino annoncerede planer om deres eget fodboldspil.
FIFA, altså forbundet, ser dog ud til at kæmpe en tabt kamp mod EA, der allerede har adskillige partnerskaber på plads, heriblandt med Juventus, som endelig vender tilbage til serien efter flere års fravær.