Instagram tester og tilføjer konstant nye funktioner, men imens de seneste har været voldsomt kritiseret for blot at smide endnu flere annoncer ind i vores feeds, så er der måske noget positivt at se frem til.
I hvert forlyder det, at platformen lige nu tester muligheden for at tilføje en sang til din profil i bedste MySpace-stil, skriver Mashable.
Funktionen ville tilføje et link til en sang i din profil, hvor du kan beskrive den med en kort tekst, men desværre er der lange udsigter til, at du selv kan gøre brug af det.
Således har en talsperson for Meta, der ejer Instagram, udtalt til Mashable, at funktionen blot er en intern prototype, som endnu ikke testes ude blandt almindelige brugere.
Alligevel kan vi jo godt krydse fingre for, at Instagram faktisk griber muligheden og tilføjer en funktion, som de fleste brugere formentlig ville benytte sig af, lige så snart den er tilgængelig.