Hypemaskinen kom op i fulde omdrejninger med nattens Super Bowl, hvor det er væltet ud med trailers og reklamer.
Det gælder også ‘Super Mario Bros. Movie’, som får premiere senere i foråret, hvilket selvfølgelig betyder, at den dukkede op som del af nattens rotation.
Det var dog ikke helt, som man kunne forvente, da filmen droppede den klassiske trailer og i stedet diskede op med en meta-agtig reklame for Mario og Luigis vvs-firma.
Den 90’er-inspirerede video, hvor Mario og Luigi af uransagelige årsager rapper løs, er – som Kotaku skriver – faktisk et tvist på Mario-serien ‘Super Mario Bros. Super Show’, der løb over skærmen fra 1989 til 1991.
Reklamen inkluderer et amerikansk telefonnummer og en hjemmeside, og på ganske gennemført vis er begge faktisk aktive, hvilket en bruger tilsyneladende har bekræftet på Twitter.
MY GIRLFRIEND @starchanto CALLED THE PHONE NUMBER, IT ACTUALLY WORKS HAHAHAHA https://t.co/IAc1uRd5yy pic.twitter.com/uLzlBLxgKN
— Boost ☆ (@Boos2fer) February 12, 2023
Den kommende ‘Super Mario Bros’ har været voldsomt omdiskuteret online, hvor fans har kritiseret valget af Chris Pratt som stemme til Nintendos ikoniske blikkenslager.
Ikke desto mindre lader det til, at stemningen er ved at tage en mere positiv drejning, især med den seneste teaser, hvor Seth Rogen blev præsenteret som Donkey Kong i selskab med en helt genial detalje fra spilserien.
Filmen får dansk premiere den 6. april.