Bogforum offentliggør stjernepakket program

Bogforum offentliggør stjernepakket program
Caroline Albertine Minor. (Foto: Daniel Hjorth)

Hvis du på et tidspunkt har haft en af årets nye bøger mellem hænderne et sted ude i sommerlandet og drømt om at møde forfatteren bag, kan du med stor sandsynlighed få lov til det om få måneder.

Og har du hentet læseinspiration fra anmelderne her i Soundvenue, er chancen endnu større.

Bogforum har nemlig netop offentliggjort deres forfatterprogram. Det er spækket med danske forfattere fra ikoner som Naja Marie Aidt til debutanter til en unge stjerne som Elias Sadaq, hækleren Rose Svane, komiker Anders Matthesen og tegner Line Jensen, der går på scenen under litteraturfestivalen fra 1. til 3. november.

Faktisk er det som sædvanlig til årets største bogbegivenhed alskens ansigter fra den danske og udenlandske litteraturverden, der dukker op.

Også en lang række af vores anmelderfavoritter vil være at finde på scenen.

En af dem er Caroline Albertine Minor, som i foråret prikkede et sexet hul på sommeren med sin fjerde bog og første digtsamling ‘Nivå Bugt Strandenge’.

»Ingen skriver om kærlighed, sorg og liderlighed med samme urkraft som Caroline Albertine Minor«, skrev vores anmelder Emilie Ewald Boysen, da hun anbefalede bogen som en af årets bedste.

Blandt debutanterne på årets festival optræder Gustav Valdemar Strange, der er aktuel med sin første bog ‘Til alle dem der vil forlade mig’.

Ballader, kalder forfatteren sin debut om alt det indviklede sorg i at miste en forælder.

Til sammen forstørrer fortællingerne læserens følelsesregister, lød det i anmeldelsen her i Soundvenue fra Tobias Viftrup Cramer, der gav fire stjerner.

Højhuse og besættelser

Også Liv Duvå vil være at finde på festivalen, der er netop har udgivet sin fjerde bog. Det kemiske og livsfarlige stof pcb trænger sig ind i hjem og følelsesliv i Brøndby Strand, der skyskraber for skyskraber sætter rammen om romanen.

‘Ned fra himlen’ hedder fortællingen om en nybagt mor, der forsøger at jonglere svære familieforhold og helt bogstaveligt giftige omgivelser.

»Højhusene tårner op i teksten gennem lige dele kollektiv fantasi, kommunal økonomi og kontamineret beton«, skrev vores anmelder Mette Kierstein og gav fem stjerner.

I sin første bog har også Emma Rosenzweig givet den unge kvinde hovedrollen. For hvad sker der, når elskerinden overtager en anden kvindes tidligere liv?

Det spørgsmål forsøger ‘Jeg giver alt væk’ at besvare i en besættelsesroman om at gå fra elskerinde til beboer i et hjem, der stadig er hjemsøgt af den fraflyttede ekskonens luner og syltetøjsglas.

Modsat flere af årets andre bøger om den unge kvindes offerrolle i relation til en ældre mand, ønsker debutantforfatteren at sætte hende fri. Anmelder Ditte Engels Hermansen kvitterede med fire stjerner.

Ansigter på globale pengestrømme

For tre år siden debuterede digter Sebastian Nathan med den prisvindende ‘Honeymoon’ om at leve med hjertesorg.

Nu er han igen aktuel med ‘Engle’, der handler om at leve med en psykiatrisk diagnose.

Sebastian Nathan. (Foto: Coco Ardal)

De stærke følelser gennemsyrer cykelturene gennem de københavnske gader ligesom i den unge forfatters seneste digt, der blev udgivet her i Soundvenue.

Du kan også oplevede de mere end to årtiers feltarbejde i krydsfeltet mellem økonomi og kærlighed, der i foråret kulminerede med Sine Plambechs hovedværk ‘Global Sex’.

Mellem Nigeria, Thailand, Sicilien, København og Thy beskriver antropologen de komplekse sammenhænge mellem sexarbejde, migration og verdensøkonomien. Alt sammen i nærværende portrætter af de mennesker, der befinder sig midt i det.

»Et levende kort over globale magtforhold og pengestrømme«, skrev anmelder Therese Thim i sin anbefaling.

Foruden dette lille udsnit blandt de utallige forfattere på årets Bogforum, kan du opleve blandt andet Fine Gråbøl, Liv Helm, Lucia Odoom, Lea Marie Løppenthin og Babak Vakili.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af