‘Nivå Bugt Strandenge’ af Caroline Albertine Minor
Valgt af Emilie Ewald Boysen: »Ingen skriver om kærlighed, sorg og liderlighed med samme urkraft som Caroline Albertine Minor:
“i stuen på Nørrebrogade, / hvor jeg ligger udstrakt på / sofaen nyvasket og på tredje / måned ubollet, / i bedre form / end nogensinde før / og opfyldt af en okkult / lyst til at give en mand / jeg respekterer et langt / og ødselt blowjob”.
Er det ikke bare ubesværet frydefuldt? Lad mig (ydmygt) forsøge at gøre Minor kunsten efter og overbevise dig med et sprogbillede:
Hendes digte er ikke en let, luftig pause fra sommervarmen. De er kølige og vægtige som sten, der har ligget i vandkanten. Den slags sten, der er så uimodståelige, at du bare må putte dem i lommen, så de kan komme med dig hjem og for evigt ligge i din vindueskarm«.
‘Ellepigen Pif & 42, den tavse guru’ af Peter Adolphsen
Valgt af Tobias Viftrup Cramer: »Syret. Afsindig. Udknaldet. Nogle gange skal man læse noget, der ikke minder om noget andet.
’Ellepigen Pif og 42, den tavse Guru’ er historien om en vættefamilie, der bor i et aalborgensisk lyskryds, og en arizonask ørkenkult, der mener at 1+1=42. Alt i alt en bogpakke overfrankeret med lsd-frimærker.
Peter Adolphsen virker som om, han har eneret på at udvinde grundstoffet fabularicum. Han afviser alle barrierer for fantasien. Den opfindsomhed er livgivende læsning til vores lidt for virkelige virkelighed.
Og trods den putte-nuttede titel har han samme lemfældige omgang med sine hovedkarakterers liv som en god gang ’Game of Thrones’.
Send sindet på sommerferie og svøb dig ind i en herlig parallelvirkelighed«.
‘Vulkanø’ af Daniel Dalgaard
Valgt af Mette Kierstein: »”De fleste kender nok”, skriver Daniel Dalgaard i sin erindringsroman ‘Vulkanø’, “følelsen af at blive hjemsøgt af sine forældre”:
En kropsholdning, man begynder at indtage, en vending, som man tager i brug. Det er ikke altid særligt rart.
‘Vulkanø’ handler om den, vi bliver til i relation til vores allernærmeste. Til dem, som har opdraget os. Til dem, som vi selv bliver forældre til.
En familie på fire er på en længere rejse til De Kanariske Øer, tager i vandland og spiser på restaurant. Ferielandskabet bliver taget under lup, ligesom faderrollen gør det, og det flettes elegant sammen i et sprog, som er både registrerende og subtilt lol.
Til den, som skal feriere med sin familie til sommer: Læs ‘Vulkanø’. Det er tyst rammende læsning«.
‘Stakkel’ af Matias Faldbakken
Valgt af Simon Øst Vejbæk: »Matias Faldbakken er lidt irriterende.
Mandekunstneren med maling på arbejdsbukserne, ørering og store sølvsmykker. Som efter en succesfuld karriere som billedkunstner pludselig besluttede sig til at skrive bøger, som appellerer til smarte, litteraturstuderende mænd. Hvis sådan nogle altså findes.
Men med hans seneste, ‘Stakkel’, har jeg dog måttet overgive mig. Da en utæmmet unge bryder igennem skovbrynet, sender det rystelser gennem Norge, og den dreng, der finder hende.
En stor, lille fabel om kærlighed, om storbyens kultiveringstrang, om tabet af uskyld og det ubesmittede. I en tid hvor alle skriver om det nære, skal vi være glade for Faldbakken, som står så forfriskende alene, så langt fra samtidslitteraturen«.
‘Global Sex’ af Sine Plambech
Valgt af Therese Thim: »’Global Sex’ er et råt og rørende indblik i kvindelige sexarbejderes liv. Den hævder ikke selv at være en debatbog, men er utvivlsomt et stærkt og nuanceret indspark i debatten om sexarbejde, migration og ulighed.
Forfatteren Sine Plambech har skrevet ‘Global sex’ på baggrund af et 20 år langt feltarbejde, hvor hun som antropolog har fulgt sexarbejdere i Danmark, Thailand, Dubai og Nigeria.
I bogen følger vi fem forskellige kvinder, mens de erfarer kærlighed og kapitalisme på egen krop og med tiden bliver et levende kort over globale magtforhold og pengestrømme.
Plambech har skrevet et etnografisk værk, som er til at forstå, og som er formidlet i et sprog, der minder om litterær journalistik. Hun skriver desuden ligefremt og fordomsfrit og minder os om, at det er i den barske virkelighed, vi finder de vildeste og de vigtigste fortællinger om den verden, vi lever i«.
‘Pow pow pow’ af Christina Hagen
Valgt af Victor Skov Jeppesen: »Dansk sommer er den forførende smag af fedtet solcreme, kvalmende flødeis og halvlunkne dåseøl. Men hvor går man hen, når man skal have plaffet hul i sin sangriatågede sommerhusidyl?
Man læser én af årets vildeste digtsamlinger: Christina Hagens sorthumoristiske splatterbog, ‘Pow pow pow’.
De skarpe digte handler om socialt udsatte molboer og begynder tit som velkendte vittigheder fra skolegården à la ’Alle børnene…’, ’Hvad kalder man en…’ og ’Banke banke på’. Men vitsernes dunkle punchlines er partnervold, omsorgssvigt og døde kattekillinger – og rammer én i hovedet som et slag fra ‘Terkel i knibe’-Jasons jernrør.
Det er molbojokes som socialrealistisk molotovcocktail, uafrystelig poesi fra dansk litteraturs enfant terrible. Brutalt, barnligt, beskidt – og oplagt som afbræk fra Soundboks og ølbowling«.
‘Kirstens Hævn’ af Bjørn Rasmussen
Valgt af Ditte Engels Hermansen: »Den Bjørn Rasmussen, vi har sukket efter siden debuten, er tilbage i fuld galop med en roman i den genre, vi ikke vidste, vi manglede: Hestepigeroman.
Selvom Rasmussen skriver brutalt, virker han til at have en oprigtig ømhed over for to af pigeværelsets blødeste punkter: hestene og dagbogen: “Jeg hedder Kirsten, og da jeg var 14 år besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel”.
Og så går det ellers løs med hævnfantasier, distrikt og dressur (hvorfor er hestelingo så sjovt i sig selv?), teenagefester, pigebander, hopper stive i tøjlen. Der er ingen nåde, for som Kirsten skriver: “Giv mig en god grund til at være mild og overbærende”.
Soundvenues anmelder Victor Skov Jeppesen gav romanen fem stjerner under overskriften “Mean Girls på ketamin”«.
‘Lektioner i Græsk’ af Han Kang
Valgt af Rasmus Weirup: »Hvor går man hen, når man har mistet alt?
For den navnløse, stumme kvinde i sydkoreanske Han Kangs lille, men kæmpestore roman, bliver svaret et aftenkursus i oldgræsk. Underviseren? En mand, der dag for dag mister sit syn.
To mennesker, der forsigtigt nærmer sig hinanden fra hver deres sted ved randen af kommunikationens totale nulpunkt: Selvsamme sted, hvorfra romanens minimalistiske, men ufatteligt rige, lyriske og let formeksperimenterende prosa synes at stamme.
Oldgræsk i sig selv bliver den perfekte metafor for dette sted: Det enigmatiske, afdøde sprog, der engang var Platons og Paulus’, men som ikke længere tales. Det lyder måske ikke som den oplagte strandlæsning, men ‘Lektioner i græsk’ er til dig, der nyder at svælge i sommervarmens døsige, sirupstykke melankoli«.