‘Til alle dem der vil forlade mig’: Der er store følelser på spil i Gustav Valdemar Stranges sorgfulde debut
Der er noget grusomt ved at anmelde den her bog. For den er dybt privat.
Hvordan kan man bedømme et sorgforløb retfærdigt? Fremstår Gustav som et godt offer? Er melankolien tilstrækkelig? Er patossen for tyk? Triller tårerne, når de skal?
Gustav Valdemar Strange debuterer med en bog, der bærer den obskure genrebetegnelse ballader. Det leder tankerne hen på østeuropæiske bidrag til Eurovision og store følelser.
Og der er store følelser på spil i debuten. For forfatteren har mistet sin far. Efter et ubarmhjertigt kræftforløb. Kemo. Vægttab. Hensygnen. Han føler, der burde være et væld af tårer, men sorgen bliver stump og tåget i stedet.
Det kommer til udtryk i tekstens to overordnede spor. Moderens amputerede telefonmonologer og Stranges tætpakkede brudstykker af koncentreret erindring.
Strange har levet et liv både med og uden sin far – og det liv går over sine bredder. Det skyller ind over teksten, der på den ene side opregner et kræftforløb, men på den anden side afbryder sig selv med et væld af løsslupne detaljer fra en barndom.
»Som barn havde jeg en natkjole med B1 og B2 Fra bananer i Pyjamas. (…) Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det her. Som om der var noget at bekende«.
Teksten trækker konstant disser tilfældigheder frem i rampelyset: En babybite på en Aarhusiansk trappe, David Owe i Go’ Aften Danmark, Kvicklymandens sylespidse hjørnetænder. Og det er på mange måder det mest vellykkede ved bogen. Minderne er altid halve. De har en ufærdig kvalitet. Som om Gustav kun kan se noget af dem, men aldrig få overblikket.
Der er en tøvende, tvivlende, nagende kvalitet ved, at hans erindringer aldrig går op. Det er et virvar af levet liv, der på samme tid tegner et billede af et menneske i opløsning og et menneske, der holder fast i livet.
»Hver eneste lille intetsigende handling er med til at bestemme, hvordan der ser ud inde i ens hoved«.
Det er i høj grad lige så meget en bog om erindring, som det er en bog om sorg. For den demonstrer konstant, hvordan vores hjerner bumler rundt med minderne og lader os genopleve skolegårdens pinligheder det ene øjeblik og de første forelskelser kort efter.
Det er svært at kigge ned over siderne uden at få akutte FlashBechs til ’Farskibet’. Der er forbløffende mange sammenfald med Glenn Bechs debutroman om minder, en mistet far, provinsen og homoseksualitet.
Balladerne bærer mange af de samme længselsfulde kvaliteter og glasklare skrøbelighed, der også prægede forløberen for multimegahittet ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’. For eksempel tegner Valdemar Strange også et intimt portræt af sin mor. Det gør han ved at fjerne sig selv som samtalepartner og lade moderens telefonsamtaler stå og hænge dirrende i luften:
»det er ikke så overraskende/kan man sige/men jeg synes bare lige I skulle vide det/for så ved I det/at det ikke ser så godt ud/lige nu«
Det er den mest nøgne og sårbare del af balladerne, fordi telefonsamtalerne ikke kan skjule noget bag poetisk sprogbrug. De virker autentiske på en found footage-agtig måde. De er afslørende og enormt specifikke for Stranges mor samtidig med, at de føles som samtaler, alle kunne have med deres mødre.
Og midt i det hele stikker der pludselig noget bøsset frem. Homoseksualiteten fletter sig konstant ind og ud af erindringerne. Her er der et barndomsminde med en læbestift, en ulykkelig forelskelse eller også bliver teksten pludselig grebet af aggressiv liderlighed:
»Måske er det ikke muligt at være lykkelig, illusionsløs, tænker jeg. Eller: Jeg trænger vist til at blive kneppet«.
Det bøssede er en kontrast – en konstant disharmonisk tone i samspillet mellem far og søn. Det er endnu et element, der optegner sorgens og forholdets kompleksitet og det bidrager positivt til tekstens bramfrihed og insisteren på at være overvældet – af sorg, af lyst, af minder, af vrede.
’Til alle dem der vil forlade mig’ er en rodet affære på godt og ondt. Den insisterer på at være kompleks, fordi sorgen er det. Den insisterer på at være overlæsset af minder, fordi hjernen er det.
Men det kammer også over og bliver til en tekst helt uden holdepunkter. Når minderne dukker op som pop-up-vinduer, begynder man at lede efter krydset på dem, så man kan komme tilbage til den egentlige handling. De begynder simpelthen at forstyrre for meget undervejs.
Når det er sagt, er Gustav Valdemar Stranges debutballader værd at kaste sig over. De er læst på ingen tid, men de forstørrer følelsesregisteret og insisterer på det komplekse. Det er med andre ord lykkedes forfatteren at skabe et sorgdokument, der rækker ud over det private og ind i vores kollektive traumer.
Kort sagt:
’Til alle dem der vil forlade mig’ er et katalog over de mindste øjeblikke og en original bearbejdning af sorgen over at miste dem, du deler dem med.