‘Ned fra himlen’: Liv Duvå skriver fandens fint om de forgiftede højhuse i Brøndby Strand
ROMAN. Man ville trække arbejderne væk fra de fugtige københavnerlejligheder, og ud i den friske luft. Man ville skabe gode liv.
Så man planlagde en forstad og opførte i årene 1968-74 højhusene i Brøndby Strand. Højhuse, som karaktererne i Liv Duvås porøst solidariske roman, ‘Ned fra himlen’, er flyttet ind i og flyttet ud af, har søgt væk fra og søger tilbage til i generationer.
På bagsiden af den 397 sider lange bog, man lidt kækt kunne kalde en betonroman, bliver den karakteriseret som en »roman om Velfærdsdanmark«. Læser man den med det mærkat in mente, er det en roman om de drømme, der er løbet fra velfærdsstaten.
Nogle af højhusene skal nemlig rives ned, for i fugemassen er der pcb, et kemisk giftstof, som er svært nedbrydeligt og kan sprede sig fra beton til mennesker. Faktisk er det allerede sket. Det er ikke længere nogen fremtidsvision, det er en arv, og denne tidslighed sætter sig også i karakterernes biografi.
’Ned fra himlen’ handler ikke så meget om, hvem de kunne blive, som hvad de er gjort af. Forfatteren selv er i øvrigt vokset op i Brøndby Strand.
Hovedpersonen er Maria; en ung, relativt nybagt mor med et flaksende sind, som går gennem tilværelsen uden plan og sikkerhedsnet. Hun forlader sin uengagerede litteratkæreste Johan og deres fælles hjem (som hans forældre har finansieret) med deres datter Sonja i barnevognen (den har hans forældre også finansieret). Det var en nogenlunde impulsiv beslutning, så hun må række ud til den familie, hun ellers ikke har haft kontakt med længe.
Hendes far er død, og hendes mor Vibeke, der bor på 15. etage i et af højhusene, har et alkoholmisbrug. Så det bliver hos sin moster Janne, der sammen med kæresten Pia driver en rideskole i Brøndby Strand, at Maria midlertidigt flytter ind.
»Hvem der bare havde den der type normale, rolige forældre«, tænker Maria på et tidspunkt i en tonalt karakteristisk passage. »Det kunne hun fandme godt have brugt lige nu«.
Det føles helt særligt Duvå’sk at blande psykologi og jovialitet sådan. Den måde, som karaktererne på skift taler til sig selv på (er hårde ved eller retfærdiggør sig selv eller dømmer de andre), siver ind i teksten med vendinger såsom »og sådan er det«, »i det mindste«, »så er det nu«. Det er intimt, letlæseligt og aldeles charmerende.
Sandwichet ind i Maria, Janne, Pia, Sonja, Vibeke og Johans historie er der en langt mere vidtrækkende én, nemlig den om giften.
Under den tilbagevendende kapiteloverskrift ’Nye forbindelser’ skriver Duvå om beboere og nedrivningsarbejdere, og de spøgelser, der er »biologiske og kemiske forbindelser«. Højhusene tårner op i teksten gennem lige dele kollektiv fantasi, kommunal økonomi og kontamineret beton.
De her kapitler er mere ansigtsløse end resten af romanen. Her er pcb ikke kun et problem, men også et vidtrækkende fænomen, som berører mange skæbner. Derfor har disse passager også noget opremsende over sig, som sine steder gav mig en fornemmelse af, at der var en vilje i teksten til at sige mere, end der stod på siden.
Samtidigt er det her, vi får maggiterningsætninger, som føles sande og lidt bibelske: »Der er ingen anden frelse end den, der skabes nu og her«. Eller hvad med den her: »Men alt, der kan drømmes, er her allerede«.
Snart lander en indberetning hos kommunen: et sæt sagsbehandlerøjne følger Maria lave havregrød til sin datter i en ukomfortabel scene, der udspiller sig oppe i ‘Privaten’ på rideskolen for socialt udsatte børn, hvis selvfølelse vokser, når de bliver tildelt ansvar og opgaver. Det gør selvfølelsen også hos de voksne, da et filmhold vil dokumentere deres historie og spørger dem, hvad de synes om giften og nedrivningen. Men de forlader jo også scenen igen, når filmen er i kassen.
I år har der været hyp(e) omkring hestepiger i litteraturen, og her er altså endnu én, for et herligt spor i ‘Ned fra himlen’ foregår blandt nordbaggerne og shetlandsponyerne på rideskolen.
Rideturene er lommer af frihed og selvforglemmelse, stalden et fristed med en særlig koreografi. Her er trygt, her kan man forenes. Her går Janne ud for at spille sine skønne hjemmelavede sange, som hun optræder i X-factor med. Her bliver Maria beundret af ridepigerne:
»Udstyret inddæmmer den flyvskhed, der ellers suser om hendes blik, gør det fastere, klarere, gør hende til den, pigerne har brug for«.
Men så står der længere nede: »Men de ser ikke hjertet, der allerede galoperer afsted i tusinde retninger inde i kroppen«. Og lidt efter: »Maria er pile i alle retninger, og samtidigt med at hun læner sig fremad, mærker hun solide kroge, der fæstner hende til Sonja, en snøre imellem dem, der river i hende, hårdere og hårdere, jo længere væk fra hinanden de kommer. Sonja er hendes åbne sår, hun særligt på afstand mærker«.
’Ned fra himlen’ er en roman om omsorg, og om at være noget for og i kraft af hinanden.
Det er fandens fint.
Kort sagt:
Med nordbaggere, shetlandsponyer og giftige højhuse har Liv Duvå skrevet en alvorstung men sprogligt lettilgængelig og charmerende roman om omsorg og ophav på Vestegnen.