Forfatter Liv Nimand Duvå betragter sig selv som hardcore antikapitalist. Hun vil helst ikke købe unødigt og støtte suspekte systemer. Og hun fortryder næsten altid, når hun bruger mange penge på noget. For altså, så meget inkasserer man mildest talt ikke på at skrive feministiske hævnromaner, som hun siger. Men det betyder ikke, at kortet bliver i lommen.
»Der er noget blottende ved at skulle tale om sit forbrug«, siger forfatteren, der i 2017 debuterede med romanen ‘Vi er vel helte’, som hun modtog Munch-Christensens debutantpris for. I foråret var hun nomineret til Politikens Litteraturpris for sin »glimmergotiske« toer ‘Rosenreglen’.
Her fortæller hun om, hvor hun lægger sine penge, og hvad de oftest går til.
Hvad er det seneste, du har købt?
»Et par Vagabond-sko. Jeg købte dem over nettet, fordi de var på tilbud og flotte. Jeg havde lige født, og da vi tog hjem fra hospitalet, kom coronaen. Så jeg havde brug for at føle mig lidt fresh oven på graviditet og blod og lort og fødsel og amning i isolation«.
»Jeg købte også en hvid t-shirt og et par jeans over nettet. De var lidt for billige, og det gik meget stærkt. Det bliver lidt pinlig at fortælle om. Der er noget blottende ved at skulle tale om mit forbrug. Måske fordi forbruget, ens faktiske handlinger, outer dobbeltmoralen. Jeg betragter mig selv som rimelig hardcore antikapitalist, og så den der t-shirt – fuck, forleden så jeg, at den er produceret i Bangladesh, og så kom skammen over at have støttet det system«.
Hvad er dit bedste køb nogensinde?
»Engang i 10’erne købte jeg en iPod med sygt meget plads på. Jeg arbejdede på Sunset Boulevard på Fisketorvet og havde sparet op til den i lang tid. Det var for vildt. Så var det slut med at cykle rundt med dagens udvalgte cd’er i skoletasken. Min bedste ven havde et kæmpe musikbibliotek på sin computer, og det lagde han ind på min iPod. Jeg tænker tit på, hvor sindssyg den følelse var – den vildeste frihed. Jeg hørte så meget musik. Hver dag handlede om, hvilke album jeg skulle høre. Den ligger stadig i en eller anden kasse. Selvom den ikke er noget værd i dag, nænner jeg ikke at smide den ud«.
Hvordan har du brugt dine karantænepenge?
»Normalt er jeg mere hænge-ud-på-en-bænk-med-en-sixpack-typen end gå-på-dyr-bar-typen. Og jeg synes, det har været ret dejligt at se, hvordan folk har indtaget byrummet på nye måder under corona-krisen. I starten var der forståeligt nok en meget distanceret og angstfuld stemning i det offentlige rum – som om at selv øjenkontakt eller smil kunne smitte. Siden blev folk ret kreative og lavede deres egne små forsamlinger her og der, fordi det ikke var muligt at gå ud. Forskellige segmenter har været nødt til at nærme sig hinanden. Mange har indtaget byrummet på en ny måde, hvor forbrug ikke er i centrum. Det synes jeg har været ret inspirerende og opløftende at se«.
»Men jo, coronakøb … altså, hvis sandheden skal frem, så købte min kæreste og jeg en coronabil – en flot, hvid Peugeot fra 1990, som vi fandt på DBA. Den var meget, meget billig og meget lidt miljøvenlig, så vi betaler en meget høj afgift og kører sjældent i den. Vi var ved at blive sindssyge af at sidde dobbelt-isolerede i vores toværelses lejlighed midt i byen med en nyfødt baby, og havde det ikke været for corona, havde vi nok ikke købt den. Til gengæld havde jeg nok brugt flere penge på at gå til koncerter, i biografen og den slags«.
Hvad er dit dummeste køb nogensinde?
»Hver gang jeg køber noget dyrt, føler jeg mig lidt snydt. Det hænger nok sammen med, at jeg har prøvet at have ekstremt få penge. Nu har jeg råd til lidt mere. Og alligevel føler jeg mig nok altid lidt dum, når jeg bruger mange penge. Man tjener ikke særlig meget på at skrive feministiske hævnromaner, haha. Jeg kan lige akkurat få det til at løbe rundt. Hvis jeg skal forbruge mere, skal jeg lave noget andet, og så er det tid væk fra at skrive. Jeg vil hellere have tid til at skrive end at forbruge helt vildt meget. Derfor bliver jeg faktisk nødt til at afholde mig fra helt dumme køb«.
Hvilke former for forbrug kan bringe dit pis i kog?
»Brød fra Brød. Øl fra To øl. Kihoskh. Dej (det er der faktisk et sted der hedder!). Altså, absurd dyrt hvedebrød og ufærdige øl. Jeg køber det selv, jeg er så dobbeltmoralsk. De kunne i det mindste finde på et navn. Og så streetfood – såkaldt gademad til indendørs priser«.
Hvilken rolle spiller bæredygtighed for dig?
»Jeg er enormt bekymret for klimakrisen. Men jeg mener også, at den hænger sammen med en masse andre kriser, som er skabt af en imperialistisk kapitalisme på speed, der bare har fået lov til at gå amok i min levetid. Lige nu er det op til den enkelte forbruger at redde kloden, at købe bæredygtigt, økologisk, forsvarligt. Det stresser rigtig mange mennesker, tror jeg, i hvert fald mig, at klodens fremtid ligger i vores pung – at det er op til den enkelte. Især folk, der i forvejen har en stram økonomi«.
»Der er så mange forhandlinger og skyldfølelser. Og skyld og mindreværd har altid været vigtige komponenter i kapitalismen: Køb det her, så bliver du pænere, tyndere, bedre … Jeg tror ikke, at løsningen er at forbruge os ud af en krise, som er skabt af forbrug. Jeg tror, at vi skal arbejde os hen mod et andet system«.
»Jeg forsøger da at forbruge bæredygtigt, men er på ingen måder ekstrem. Noget med sund fornuft: Undgå kød, købe lokale grøntsager efter årstiden, datomærkede varer og genbrug, men det er lige så meget for at spare penge. Jeg synes ikke, det giver mening at købe en økologisk avocado eller banan, hvis den alligevel skal co2-udlede helt crazy på sin vej hertil. Eller at købe ti danske, økologiske jordbær, som er pakket ind i sindssyge mængder af plastik. Det er hele tiden et spørgsmål om kompromiser«.
»Jeg har en veninde, som virkelig lever næsten kompromisløst bæredygtigt. Det er efterstræbelsesværdigt. Jeg har lært utroligt meget ved at se på hende. Men som hun siger, er det næsten et fuldtidsarbejde – især hvis man ligger i lavindkomstgruppen – og jeg ved ikke, om det er noget, man kan forvente af folk, der i forvejen er udsatte. At leve bæredygtigt er gået hen og blevet en tydelig klassemarkør. Og jeg synes, det er et problem, når bæredygtighed bruges til at udgrænse de fattige som usolidariske og uansvarlige. Det er begrænset, hvor meget økologisk luksusbomuld, lavindkomstgruppen har råd til. Jeg synes selvfølgelig, vi skal gøre, hvad vi formår, men jeg tror virkelig, at det er begrænset, hvor meget man kan gøre inden for det her system«.
Hvilke laster har du på det område?
»Så mange! Men kaffe i alle former kan jeg virkelig ikke undvære. Og det er meget lidt bæredygtigt – det der lille fantastiske bær, der ikke kan gro i denne del af verden. Og to-go-kopperne er jo heller ikke smarte. I virkeligheden skulle man forsøge at afkolonisere sine smagsløg, leve af det, der ikke skal transporteres over store afstande. Derudover aksler jeg flotte notesbøger. Især når skriveprocessen er gået lidt i stå. Det er nok det eneste, jeg sådan rigtig kan få et kick ud af at købe. Det er tanken om alt det, der kan komme til at stå i dem. Forbrug er jo generelt all about drømme. Der skal næsten altid en anden insats til, end at købe en notesbog, for at løse en skrivekrise – men nogle gange er drømme faktisk lige akkurat det, der skal til«.
Går du op i mode?
»Ja, det gør jeg. Jeg gider bare ikke bruge tid på det< og heller ikke særlig mange penge. Det er jo lidt et problem. Hvis sandheden skal frem, drømmer jeg sgu nok om borgerløn og flot, standardiseret arbejdstøj til alle. Det gad jeg godt prøve – sidde og skrive i samme uniform som en murer eller en læge. Og så bagefter ned til et suppekøkken med min familie og spise en god, solid aftensmad sammen med en masse andre. Det ville da være hyggeligt. Især hvis det ikke udviklede sig i en fascistisk retning«.
Hvad bruger du flest penge på?
»Huslejen. Københavns boligmarked … don’t get me started!«
Hvad er det bedste du har købt?
»En rejse til Tanzania og den frisure, jeg har lige nu«.
Har du en yndlingsbutik?
»Ganni – selvom jeg nærmest ikke har råd til noget derinde. Og så kan jeg lige for tiden rigtig godt lide at gå i Mødrehjælpen. Jeg har lige købt sådan en hæklet bamse til min baby, som ligner en blæksprutte. Den er lilla og sindssygt grim. Jeg kalder den Blæksprutten Jan, og babyen elsker den. Jeg kan godt lide at tænke på, at der har siddet en gruppe ældre damer og hæklet den, og at jeg så betaler 40 kr. for den, som går direkte til udsatte mødre. Det er bare god energi. Og så er jeg stor fan af Fødevarefællesskabet. Det er ikke en butik, men en forening, der distribuerer lokale, biodynamiske grøntsager til københavnere. Man er ikke kunde, men medlem, som lægger lidt arbejde, betaler en fair pris for grønsagerne, og så er det alles ansvar, at det hele kører. Det synes jeg er en virkelig god model at tænke i«.
Hvad nægter du at kaste penge efter?
»Dyrt tøj til babyer. Jeg har det så vildt over at have lært babyindustrien at kende. Det er så dumt og ulogisk at kaste tusindvis af kroner efter. Babyerne er jo ligeglade. De bliver gjort til små trofæer – en måde at kompensere for det totale kontroltab det er at blive forælder. Så til mig selv og alle andre mødre og fædre derude: Vi skal virkelig huske at lade det brugte baby- og børnetøj cirkulere imellem os«.
Hvad bruger du penge på, der ikke er fysiske genstande?
»Abonnementer og streamingtjenester, der vist heller ikke er specielt godt for miljøet. Spotify, Mofibo, HBO, aviser, yogakanaler. Men det er til gengæld noget, jeg synes giver mening. Jeg vil gerne betale for kunst og meningsskabende jounalistik. Præcis ligesom jeg gerne selv vil have løn for det arbejde, jeg laver«.
Ser man bort fra prisen, hvad vil du så helst eje?
»Huse og lejligheder med arbejdsværelser og udsigter«.
Er der noget, du vil anbefale andre at købe?
»Jeg synes, det giver mening at bruge penge på kunst, bøger, koncerter og udstillinger. Hvis man ikke kan forestille sig et samfund uden den form for værdi, kunst producerer, så synes jeg, man skal købe en bog, en plade eller gå en tur på biblioteket«.