Sebastian Nathan skriver digte om forelskelse, sorg og psykiatriske diagnoser, og hans talent er ikke gået ubemærket hen, siden han tog sin afgang fra Forfatterskolen.
Hans første to digtsamlinger, ‘Honey Moon’ (2021) og ‘Engle’ (2024), har høstet flotte anmeldelser. Debuten blev endda honoreret med den prestigefulde Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris.
Nathan indtog torsdag scenen til det andet af fire Bibliotekshaven LIVE-arrangementer, hvor Det Kgl. Bibliotek inviterer digtere, skuespillere og musikere til at fortolke årets tema, forandring.
Til lejligheden fremførte Sebastian Nathan et nyt digt, der således fik urpremiere.
Soundvenue har fået lov at bringe digtet i dets fulde længde – ligesom vi i sidste uge bragte et nyt digt fra Amina Elmi – og det kan læses under billedet her.
regnen falder mod ruden
jeg sidder stille i uvejret
venter på at det passerer
i hvert et uvejr
er der måske også et håb
en opklaring ligger
i hvert fald
og venter et sted
så kan man gå ud
med en lettelse
måske lige inden solnedgang
og få himlen at se
mærke at byen
ånder på en anden måde
regnen venter ikke
på at det nye bispebjerg bliver bygget færdigt
regnen venter ikke
på at jeg kommer hjem
jeg bliver våd på cyklen
men jeg fryser ikke
i en tung søvn drømmer jeg
jeg vender mig om uden at vide det
står op til en ny dag
det regner
på en cykel i vanløse
punkterer forhjulet
jeg cykler midt på en af de store veje
her er ikke andre
byen kan være min efter klokken otte
hvis man kan eje noget alene
måske låner jeg bare dette øjeblik
i hvert fald cykler jeg videre
i mens lastbilerne bærer ingenting gennem byen
vi har bygget vores samfund på fiktioner
og i en af disse fiktioner
findes der en hule i et træ
hvor der akkurat kan sidde to mennesker
gemt for omverden
uinteresseret i alt andet
end det der er os to
som jo også
på en måde
er alting
i en skovbund
snuser en hund rundt
og en mus tror
at det er døden der kommer
logrende der
men hunden er
ligesom alle os andre
optaget af sig selv
og en leg der ikke
kan
eller skal
kommunikeres
vi står i en trappeopgang
der lige akkurat
skærmer os
for regnen
vi har ikke travlt
i denne scene
sætningerne får lov til
at hænge i den tunge morgen
lægge sig oven på hinanden
luften er måske tung
men det er stemningen ikke
et barn tager en tur mere
i en karrusel
mens mor står og venter
under sin paraply
regnen betyder
at de har tivoliet for sig selv
der findes ingen kø
kun tiden
indtil de skal hjem
de går langs søen
skal bare nå det til aftensmad
hvordan en weekend kan være en drøm
hvordan ethvert rum
potentielt
kan åbne sig for det mest fantastiske
at du bare kunne sige
hej
og gøre dette supermarked grønt
og lyserødt og syngende
og så kunne jeg bare grine
og det ville du godt forstå
vandet løber langs kantstenen
mod et afløb
jeg ser det fra mit vindue
eller også står jeg midt i det
i mine gummistøvler
prøver bare at tage del i dette kredsløb
alt vand i verden er forbundet
billederne flyder ud
i en drøm bliver en ting til en anden
et tog er pludselig et slot
et sommerhus
et vandfald en bæk
er et hav
og eftermiddagen bliver pludselig til aften
man mærker det ikke
det er noget uret fortæller mig
at der er lidt færre mennesker på gaden
at cafeerne begynder at lukke
det betyder ikke noget i sommeren
jeg går videre eller jeg sætter mig et sted
finder en bog frem
kan ikke koncentrere mig om at læse
der driver en sky under solen
men i denne scene regner det ikke
der løber en lethed gennem denne time
min krop er et hjem for al den kærlighed jeg føler
og for alt mulig andet
men lige her skal det kun være kærlighed
det skal ikke være farligt at savne
det skal ikke være farligt at mangle
der bliver bygget et sandslot
der bliver bygget en voldgrav
et fyrtårn i periferien
i en have nu
det der næsten ikke er handlinger
og alligevel
så vigtige
det handler om at gøre noget andet
bare hvad som helst
for ikke at være en del
af alt det andet der foregår
kan vi bygge vores eget land
kan vi sejle ud
jeg kender en ø
jeg kender et hav
jeg kender en sø
det er bølgerne der skylder ind over fortovet nu
det er der mange der har ventet på
det er faktisk hele verden
der har prøvet at sige det
men der er ikke blevet gjort noget
det er kun ord der er blevet sagt
så hvad gør vi nu
når ordene ikke kan sejle
når statuerne begynder at synke
måske fortsætter vi bare
som om intet for alvor sker
som om det er en anden vilje
nogle andres skyld
allerede i morgenen skinner solen kraftigt
duggen forsvinder hurtigt fra græsplænen
små væsner der bor inde i os
af himmel er du kommet
til luft skal du blive
en cykelsti løber langs en bæk
bag ved den ligger markerne
vi er langt ude på landet
vi fortsætter den vej
i det fald der er landskabets vej mod havet
et langsomt fald der er til at være i
vi cykler som turister i denne verden
ikke som aktører eller magthavere
senere
jeg ligger i haven
jeg er træt i den sene eftermiddag
jeg er aldrig frisk
der findes et blommetræ
er det ikke en fryd
er det ikke en helt konkret lethed i verden
dette blommetræ er ren musik
dette blommetræ er ren havudsigt
dette blommetræ er solens varme
tung søvn
jeg plukker en blomme
jeg tager den med ind til dig
jeg giver dig den mens du sidder og læser
en kærlighedserklæring
der ikke er skrevet i ord
men i blomme
der rykker håndværkere ind i lejlighederne
de skifter alle vinduerne
først i husets ene side
så i den anden
under arbejdet står en hel etage pludselig uden vinduer
åben
som en sommernat
som et barns øjne som et ungt hjerte
sat i spænd af en sang
der rummer det hele
i en enkelt partikel
bare tre ord i et omkvæd
der kan få en til at vakle
som sad man i en lille båd
der kan rive benene væk under en
som en understrøm
a body of water
der glider mellem dine fingre
men alligevel
vender hjem til dig
det regner lidt og natten er fucking ung
kig mig i øjnene
kig mig i øjnene
så løftes de her mennesker
af vinden
bæres ud i natten
det regner kun lidt
noget der føles som et langt grin
en kærlighedserklæring
der ikke formulerer sig i ord
men i vand
– Sebastian Nathan