Kommentar før ‘Season 4’: Så er det nu, Kanye!

Med sine første tre Yeezy-sæsoner har Kanye West vist dedikation til sit modeeventyr, men nu skal der for alvor ske noget. Vi har tre forhåbninger før det kommende show i New York.
Kommentar før ‘Season 4’: Så er det nu, Kanye!

Jeg har faktisk stor respekt for det, Kanye West har skabt med sin ‘Yeezy’-tøjlinje. Man kan altid diskutere, hvor meget der er hans vision, og hvor meget det handler om at have de rigtige folk omkring sig, men det virker uinteressant i denne sammenhæng.

‘Yeezy’ – og her snakker vi ikke om skoene, der jo er deres helt eget hypemonster – har på ingen måde vendt moden på hovedet, men tøjets konsekvente fokus på rene farveflader og lag-på-lag-streetwear med masser af attitude er på ingen måde uinteressant.

Det skader selvfølgelig heller ikke, at moden generelt går igennem en hed kærlighedsaffære med streetwear takket være mærker som Vetements, Gosha Rubchinskiy og Off-White, der alle imponerer på catwalken. Mens de tre formår at skubbe til konstruktionen af vores hverdagstøj, virker Kanyes mission mere fokuseret på at skabe en masse og en slags udviskning af sæsoner og individualistisk æstetik.

Alligevel skal der ske noget med ‘Yeezy Season 4’. Det er tid til næste skridt, hvis det stadig skal være interessant at prøve at forstå Kanyes modevision. Der er især tre ting, vi håber, ændrer sig, når modellerne viser den nye kollektion den 7. september.

Fra ‘Yeezy Season 3’-showet
Fra ‘Yeezy Season 3’-showet

Tid til fornyelse

Der har allerede været udvikling i Kanyes designunivers, selv om grundæstetikken har haft den samme militære, næsten postapokalyptiske indgangsvinkel. De første to kollektioner var ultra monokrone i farvepaletterne, mens der blev tilføjet både kraftige røde, blå og gul/grønne nuancer til ‘Season 3’.

Vi håber, at udviklingen fortsætter, og denne gang også kan udfordre det oversize-look, der har præget de første tre kollektioner. Og selvfølgelig også klæde kvinder i andet end stramme leggings.

Man siger, at en musiker bryder igennem med sit debutalbum, skal følge op med den klichéfyldte svære to’er, og så skal skabe en grobund for en længere karriere med album tre og fire. Efter samme model er Kanye kommet okay fra start som designer, men det er nu, han for alvor skal bevise, at han er mere end rapstjernen, der råber så højt, at modeverdenen ikke kan lade være med at forholde sig til ham.

Fra ‘Yeezy Season 2’-showet
Fra ‘Yeezy Season 2’-showet

Giv tøjet plads

Det var noget intenst og forstyrrende ved Kanye West og koreografen Vanessa Beecrofts vision i Madison Square Garden. Hundredevis af modeller genskabte et billede af en flygtningelejr i Rwanda og virkede som en kommentar til verdens voksende ulighed.

Setuppet i den store arena tog dog også meget fokus fra tøjet, der nærmest blev som en del af den store masse. Det kan der have ligget en kommentar i, men det ville være fedt at se Kanye West stole endnu mere på sit design og lave en mere traditionel fremstilling af en kollektion med fokus på detaljerne, på stylingen og på den stemning, som tøjet i den grad formår at skabe.

Altså mere ‘Season 2’-showtilgangen end ‘Season 3’. Selvfølgelig er hans anderledes tilgang til alt omkring det at lave tøj en del af hvad, der gør ham interessant at følge, men det ville klæde ham at sætte fokus på det, som modeshowet trods alt burde handle mest om – tøjet.

Fra ‘Yeezy Season 3’-showet
Fra ‘Yeezy Season 3’-showet

Få styr på apparatet

Ja, det føles, som om Kanye har lavet Yeezy-kollektioner i evigheder, men rent faktisk er det stadig kun den første kollektion, der er kommet i salg. ‘Season 2’, der skulle have været i butikkerne for mindst to-tre måneder siden, men Kanye-lejren måtte melde ud, at kun noget af kollektionen kommer i salg – på et tidspunkt.

Og selv om tøjet ikke virker så sæsonbetonet, så burde ‘Season 3’, der blev vist i februar, komme i salg meget snart. Intet er dog meldt ud på den front endnu.

Så hvis Yeezy skal være andet end blot et halvårligt modespektakel, så skal det selvfølgelig ud i butikkerne – ud og klare sig i gadebilledet. Lad os håbe, at Kanyes nye og eftersigende endnu større aftale med adidas Originals kan råde bod på den del meget snart – og helst også sænke priserne en anelse.

Læs også: Merchandise-amok: 21 ‘Life of Pablo’-butikker åbner verden rundt på fredag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af