Afslappet på den sporty måde: Syv joggingsæt til sommeren

Alle laver efterhånden tracksuits. Vi har fundet syv bud inden for flere prisklasser.

Trænningssættet har gjort comeback, efter at luksusmoden pludselig tager streetwear ekstremt seriøst. Sidste år var Gosha Rubchinskiy med til at genføde looket med sit SS17-samarbejdssammensurium, der inkluderede tre af 90’ernes mest fremtrædende sportsmærker: Fila, Sergio Tacchini og Kappa.

Sideløbende samarbejdede Vetements med Juicy Couture – start 00’ernes go-to velour tracksuit-brand – og både udenlandske og danske designere lige fra Tommy Hilfiger til Freya Dalsjø har siden lavet deres egne versioner.

Her er syv mere eller mindre traditionelle joggingsæt til sommeren.

alexanderwang

Alexander Wang x Adidas

Anden omgang af Alexander Wangs omfattende collab med Adidas har ramt butikkerne. Ud over helt nye Adidas-sneakers byder samarbejdet blandt andet på sporty sommersæt og tracksuits, heriblandt dette formmæssigt meget klassiske joggingsæt i bordeaux med et mønster af Alexander Wang og Adidas’ logoer.
Toppen koster 1.700 kr. og bukserne 1.555 kr. hos Soto Store


palmangels

Palm Angels

De var med i vores artikel om streetwear-brands, der kommer til at tegne 2017, og med deres seneste drop, der udelukkende består af tracksuits, er de selvskrevet her. Manden bag er Francesco Ragazzi, tidligere art director i Moncler, og inspirationen er hentet fra Californiens solbadede skateramper.
Toppen koster 3.415 kr. og bukserne 2.815 kr. hos Palm Angels


kappa

Kappa

Der er vist næppe nogen overdrivelse at kalde nostalgien omkring alting-90’er for ekstatisk de seneste par sæsoner. Derfor faldt førnævnte Gosha Rubchinskiys samarbejde perfekt ind i tiden, og hvis der er nogen, som har formået at gribe hypen efterfølgende, så er det Kappa. Det italienske brands logo er overalt, og med lanceringen af den nye linje Kappa Kontrol er comebacket fuldendt.
Toppen koster 950 kr. og bukserne 850 kr. hos Streetammo


cottweiler2

Cottweiler

Brandet har fra start gjort farvekoordinerede sæt til et varemærke. Du kender måske Cottweilers avantgarde designs fra Romain Gavras’ musikvideo til Jamie xx’s ‘Gosh’, eller fra 2015’s bedst klædte, Skeptas ‘Shutdown’-musikvideo. Og det er med god grund, at Cottweiler dukker op alle de rigtige steder, brandets kollektioner er nemlig lige så avantgarde og eksperimenterende, som de er minimalistiske og brugbare.
Toppen koster 2.770 kr. og bukserne 1.725 kr. hos SSENSE


zara

Zara

Pink er blevet et mere eller mindre almindeligt syn blandt modebevidste mænd. Det handler nok lige så meget om at lave et statement, som om at det er en klædelig farve. Som sædvanligt har highstreet-kæderne omfavnet udviklingen, særligt Zara der blandt andet byder på denne klassiske, rosa sweatshirt med matchende bukser.
Toppen koster 249 kr. og bukserne 249 kr. hos Zara


astridandersen

Astrid Andersen

Med den danske designers fascination af basketball og hiphop har sportsinspirationen og tracksuits altid været en del af hendes univers, men selvfølgelig med et eksklusivt touch. Her kommer det til udtryk via blonden, som forlænger, hvad der i virkeligheden er en crop-top. Bukserne (ikke dem på billedet) kommer med forgyldte knapper ned langs benene.
Toppen koster 2.300 kr. og bukserne 2.600 kr. hos Astrid Andersen


ganryu

Ganryu

Comme des Garçons-konglomeratet tæller dusinvis af underbrands. Ét af dem var Ganryu. Det streetwear-inspirerede unisexmærke designet af Fumito Ganryu har netop leveret sin sidste kollektion. Årsagen til lukningen er endnu ukendt, men én ting er sikkert, med dette sæt, bestående af en hoodie og et par korte shorts i en blød gul nuance, investerer du både i forårsstemningen og et stykke CDG-historie.
Toppen koster 2.975 kr. og shortsene 3.090 kr. hos Trés Bien

Læs også: Ugens bedste sneaker-nyheder – Pharrell-silhuet, sandaler og Hi-Tec-comeback

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af