- Han skrev nummeret efter et breakup, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun kom krybende tilbage
- Deres ikoniske duet oser så meget af sex, at den først måtte spilles i radioen efter klokken 23
- Hun har arbejdet med landets største stjerner. Nu udgiver hun sin første single: »Jeg håber virkelig, at de kan lide min egen musik også«
Deptford Goth
Det er uden tvivl muligt at blande r’n’b, soul, dubstep og weltschmerz uden at lyde som (eller blive sammenlignet med) James Blake. Det slipper Deptford Goth dog ikke udenom. Daniel Woolhouse’ ep ‘Youth II’ følger delvist i britens fodspor, men udforsker dog også mere skrøbelige afkroge af nostalgisk lo-fi, der trækker mere på Tom Krell’s How To Dress Well projekt.
Præmissen er enkel: Simple, repetitive melodier med Woolhouse’s bløde vokal i mere eller mindre manipulerede udgaver som fællesnævner. Et måske lidt for sympatisk udgangspunkt, hvor sprælsk instrumentering af og til puster liv i det pæne lydbillede. Netop kontrasterne understreger dog, hvorfor det er svært at lade sig fuldstændig opsluge af Deptford Goth. Woolhouse er dramatisk det ene øjeblik, storslået det næste og pludselig hudløs inderlig, men aldrig mere end et øjeblik ad gangen.
Læs også: Hør to numre med Deptford Goth
Som lytter får vi rigeligt med smagsprøver på, hvad Deptford Goth gerne vil. Hvis ep’en er tænkt som en appetitvækker, er målet nået, men som selvstændig lytteoplevelse, er der for meget famlen. Selv om ‘Youth II’ byder på rigeligt med fine toner, kommer Deptford Goth først for alvor til at skinne igennem, når Woolhouse finder ud af, hvor hans stærkeste forcer ligger.
Deptford Goth. 'Youth II'. Ep. Merok.