The Weeknd – ukonventionel forfører

The Weeknd – ukonventionel forfører
Foto: Marcus Andreassen

Præcis klokken otte bankede ’Belong to the World’ et uforberedt Forum i ansigtet. Lyden var strålende, og det dundrende sample fra Portisheads ’The Machine Gun’ gik helt ind i kroppen.

Faktisk bibeholdt The Weeknd intensiteten indtil det fantastiske, dystre disco-afslutningsnummer ’Wanderlust’,  og sang i mellemtiden et udvalg fra debut-mixtapet ’House of Balloons’ samt numre fra den officielle albumdebut ’Kiss Land’. Der var skrig, støn og stor hengivenhed, og på et tidspunkt spurgte han: »Can I get on top of you, Copenhagen? Can I make you come three times?« Svaret var et ordløst hyl, der nok kan tolkes som et ’ja’.

Læs også: Guide: The Weeknds 15 mest beskidte tekstbidder

Abel Tesfaye ligner ellers ikke en klassisk forfører. Hans hår er flettet i to Teletubby-agtige søjler, og han har ikke en skrøbelig kropsbygning som de fleste sangere i støbningen fra Michael Jackson og Prince. Det er overvældende, at sådan en krystallisk, skærende stemme kommer fra den her person, der hverken er yndig eller skrøbelig.

På en måde passer det faktisk meget godt til hans musik, for The Weeknds univers er dekadent, hedonistisk og deprimeret. »Bring the drugs, baby, I could bring my pain« fra ’Wicked Games’ er måske den mest typiske The Weeknd-linje overhovedet. I Forum blev sangen sunget i en nedbarberet udgave, og det samme gjorde ’What You Need’. Det fungerede fantastisk, selv om man nogle gange var i tvivl om, hvorvidt stemmen kunne bære de lyseste udsving.

Læs anmeldelse: Drake i Forum – følsom og alvorlig

’House of Balloons/Glass Table Girls’ var derimod den diametrale modsætning til ’What You Need’ og ’Wicked Games’ og uden tvivl settets højdepunkt. De fleste af hans sange påkalder et fremmedgjort, narkotisk og smukt univers – det er musik om eksistentielle tømmermænd,  men på det vilde dobbeltnummer er man inviteret til selve festen. Og det smittede: Fremførslen var det mest løsslupne øjeblik på hele aftenen. Der var stroboskoplys til Tesfayes rap-vers, der ikke er overdrevet imponerende på plade, men fungerede fantastisk til koncerten. »I’m so gone, so gone«, sang han til sidst, og det samme gjaldt for publikum.

Læs også: Se publikums bedste Instagram-billeder fra Drake/The Weeknd-koncerten

Alligevel nåede man ikke den højeste ekstase – koncerten startede meget tidligt, og på trods af, at The Weeknd er vanvittig god til at få en til at glemme tid og sted, kunne han ikke helt få Forum til at glemme, at det var en opvarmningskoncert. Det var tit strålende, men også en smule uforløst. Han havde fortjent en koncert som hovednavn.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Koncert. Forum.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af