Se videoen til S!vas’ nye single ‘Jaja’ – første track fra hans kommende debutalbum

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2015 har ikke været helt uden begivenheder for S!vas. Rapperen har spillet en håndfuld festivaler og været på turné med Ukendt Kunstner, men han har altså ikke sluppet ny musik i eget navn siden den nu 15 måneder gamle ep ‘d.a.u.d.a II’. Det bliver der lavet om på i dag med det nye nummer ‘Jaja’, der samtidig er første single fra S!vas’ kommende debutalbum ‘Problema’, der forventes af udkomme i starten af det nye år.

Revolutionen er midlertidigt lagt på hylden for et mere eftertænksomt udtryk, der både kommer til syne i Rezas afdæmpede produktion og S!vas’ tekst, som rapperen selv forklarer nedenfor. Et spændende valg som single fremfor ‘bare’ at vælge den første og bedste banger.

Det til trods er ‘Jaja’ dog stadig umiskendeligt S!vas komplet med den rungende bas, de flimrende hi-hats og en titel, der i omkvædet får sit eget liv.

Singlen kommer ledsaget af en musikvideo, hvor S!vas og Reza er på udlandseventyr for at lave musik med både damer og lattergas som sidegesjæft.

»’Jaja’ blev skrevet på et tidspunkt i mit liv, hvor alt kørte. Musikken gik godt, jeg var ude og spille, jeg levede min drøm, men i virkeligheden var realiteten en anden. Der var nogle problemer i mit liv, så det var faktisk en ret hård periode. Så for mig repræsenterer ‘Jaja’ den dobbelthed. Udadtil skal det hele se godt ud, men bag facaden gemmer man nogle dæmoner. Det er et nummer man kan sætte på, når man vil flygte fra det hele. Men på samme tid vil jeg også gerne have, at folk kan grave dybere i lyrikken og måske få noget mere ud nummeret på den måde.

For eksempel hvis man er et sted, hvor man hygger sig med folk. Pludselig tænker man ‘hvad laver jeg her, jeg har jo ikke lyst til at være her, jeg burde være et andet sted og forholde mig til problemerne’. Men så siger man bare ‘Jaja’ til problemerne derhjemme, og er til stede, der hvor man er. Det tror jeg, der er mange, der kan relatere til – bare at skubbe sine problemer lidt til siden. Om det så kun er for en kort periode og nyde det der sker lige nu!«

Læs også: S!vas: Her er soundtracket til mit liv

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af