Lørdag aften dannede Bremen Teater ramme om den 12. uddeling af de danske musikkritikeres pris, Steppeulven. Per Vers styrede løjerne som vært, og i løbet af aftenen blev der uddelt 11 priser.
The Minds of 99 og Ulige Numre løb som de eneste med to priser. Førstnævne for ‘Årets album’ (‘Liber’) og ‘Årets orkster’, og Ulige Numre for ‘Årets sang’ (‘Frit land’) imens ‘Årets tekstforfatter’ gik til forsanger Carl Emil Petersen.
‘Årets pionerpris’ blev uddelt til Sort Sol/Sods, mens talenterne i Liss løb med prisen som ‘Årets håb’. Se alle prisvinderne forneden.
Aftenen bød også på en række stærke optrædener, og kunstnere som Kwamie Liv, Liss, Den Sorte Skole, Choir of Young Believers og De Underjordiske var på scenen undervejs.
Steppeulven uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere, der består af en række musikanmeldere fra de danske dagblade samt Soundvenues musikredaktør, Christian Wolkoff.
Vinderne ved Steppeulven 2016:
Årets album: The Minds of 99 ‘Liber’
Årets orkester: The Minds of 99
Årets sang: Ulige Numre ’Frit Land’
Årets tekstforfatter: Carl Emil Petersen (Ulige Numre)
Årets komponist: Mikael R. Andreasen (Kloster)
Årets vokalist: Amalie Bruun (Myrkur)
Årets musiker: Oliver Hoiness (Kira Skov, ITVIVL, m.fl.)
Årets livenavn: Lars H.U.G.
Årets håb: Liss
Årets producer: AV AV AV
Årets pionerpris: Sods / Sort Sol
Læs også: De 15 bedste danske album i 2015