Liss cementerede deres status som Danmarks vel nok dygtigste unge band
Liss’ fortælling indtil nu er af den støbning, der er guf for musikjournalister. En flok unge knægte fra Aarhus mødes, en forfriskende umoderne, 80’er-flirtende poplyd opstår, og bandet får pludselig deres demo spillet i Pharrells radioprogram, inden de bliver signet til XL Recordings, der har fostret stjerner som Adele og The xx.
Det lyder næsten som en lidt for god historie, men aftenens tætpakkede koncert på Jazzhouse cementerede (heldigvis) Liss’ status som et af den slags sjældne bands, der dukker op i ny og næ, som er præcis lige så dygtige, som de er hypede, og som fortjener hver en bid af den internationale opmærksomhed og udsolgte koncerter, de ubesværet har genereret indtil nu.
Med kun to udgivne singler indtil videre kunne man frygte, at koncerten ville være præget af øvelokalestemning, men fra start til slut i de godt 40 minutter, koncerten varede, leverede det fem mand høje liveband en så vellydende og selvsikker en optræden, at enhver tvivl –skulle man have haft den – blev manet til jorden. Og har man oplevet Liss før på festivaler eller som supportband, var det tydeligt, at drengene siden har dygtiggjort sig i så høj grad, at deres status som hovednavn ikke skulle kunne komme bag på nogen.
Scenen var sat fra start med første nummers panfløjte-agtige intro, ømt ’uh uh’-kor fra bassist Villads Tyrrestrup Øster og en gennemført smooth lyd, der live er svær at finde sammenligner på. Til tider emmede de nye numre af en lummer 80’er-Prince i sit mest kække hjørne – og dét er et kompliment! – som sidste års gennembrudssingle ’Try’ lydmæssigt læner sig op af, mens produktionerne andre gange kunne minde om den type soulede r’n’b-slowjams, Blood Oranges’ Dev Hynes kunne være manden bag, og som den vanvittigt forførende andensingle ’Always’ repræsenterer.
Bandet balancerede fornemt mellem disse to udtryk, hvor de mest upbeat sange fik en solid, dansabel bund af Vilhelm Stranges ultraskarpe, nærmest mathrockede guitarriff, kæk slap bas og effektiv brug af samples, koklokke og trommemaskine. De kinddansindbydende numre, som den glimrende nye ’Timing’, forfaldt heller aldrig til cheesy 80’er-pastiche takket være en leg med alt fra tilbagelænet, nærmest reggaeagtig guitar, tropiske beats og ikke mindst Søren Holm soulede vokal, der viste sig som den helt store positive overraskelse koncerten igennem. Leveringen sad i skabet, og den snerrende, let nasale vokal gav godt modspil til musikken, så det hele trods alt ikke blev for smooth.
»Det er for sindssygt at være her. Vi kan ikke rigtig forstå det«, takkede Holm ydmygt mellem numrene, men da Liss lukkede med det krystalklare funkpop-hit ’Try’, der straks udløste fællessang blandt det unge publikum, burde Liss ikke rigtig være i tvivl om, at de hører til på scenen. Lige dér føltes det omtrent som at være til verdens fedeste privatfest inklusiv roterende diskokugle og spontan dans på de første rækker, hvor landets vel nok dygtigste unge band lige nu fik lov at udfolde deres unikke, dejligt u-hippe lyd, der formår at lyde frisk og som helt sin egen.
2016 bliver Liss’ år.
Læs også: 20 danske album, vi glæder os helt vildt til i 2016