The Flaming Lips spiller på Heartland Festival – tre nye navne på plakaten

De er kendt for deres både farverige og stort anlagte live-shows, og til sommer kan The Flaming Lips igen opleves på dansk jord til den nye Heartland Festival, der finder sted i slotsparken omkring Egeskov på Sydfyn den 10.-11. juni.

Wayne Coyne og bandet har den seneste tid arbejdet flittigt sammen med Miley Cyrus, men hev også venner med i studiet til The Beatles-coveralbummet ‘With a Little Help From My Fwends’, der udkom i slutningen af 2014.

I alt er tre nye navne kommet på plakaten, og festivalen får også besøg af norske Susanne Sundfør samt britiske Låpsley, der netop har udgivet debutalbummet ‘Long Way Home’.

»Med tilføjelsen af The Flaming Lips går en drøm i opfyldelse allerede i vores første leveår. Bandet har stået øverst på vores ønskeliste, lige fra de første tanker om Heartland blev delt for mere end tre år siden. Med deres ekstatiske liveshow og legesyge blanding af stadionrock og performancekunst bliver The Flaming Lips uden tvivl en kæmpe oplevelse til sommer. Og så har de jo unægteligt en god håndfuld kæmpehits med i bagagen«, udtaler Heartland Festivals direktør, Ulrik Ørum-Petersen.

Læs også: Fire nye navne til Heartland Festival ved Egeskov Slot – bl.a. Kwamie Liv og Seinabo Sey

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af