Flyvefærdig soulpop glimter momentvis på Låpsleys debutalbum

4 6
Flyvefærdig soulpop glimter momentvis på Låpsleys debutalbum

Når man lytter til Låpsleys debutalbum, ønsker man mest, at sangerinden ville give helt slip på sin tidlige, skrabede lyd og tillade sig selv at dimittere som den modne soulmama, hun faktisk er rent musikalsk – sin unge alder og sit pigede ydre til trods.

‘Long Way Home’ rummer nemlig flere store popkompositioner. ‘Hurt Me’ og ‘Love Is Blind’ får næsten taget til at lette med deres brusende omkvæd og Låpsleys sikre fraseringer. Også discoperlen ‘Operator (He Doesn’t Call Me)’ begejstrer med sine glidende strygere, dybe, gospelklingende korstemmer og et uimodståeligt groove – den havde man ikke lige set komme fra sangerinden, der for to år siden blev udnævnt som en melankolsk James Blake-aspirant med den helt nedbarberede, hjemmeproducerede ‘Station’.

Det er både logisk og underligt, at netop ‘Station’ samt to andre, tidligere udgivne numre har fundet vej til albummet. De formidler alle essensen af Låpsleys fine, tidlige lyd – ‘Station’ med sin bedrøvede, nedpitchede vokal og ‘Painter’ med sit ensomme, sarte xylofontema, men ‘Long Way Home’ kunne sagtens have stået stærkt uden disse spredte tilbageblik.

Den lettere studentikose ‘Cliff’ er også et skridt tilbage: Med sin kryptiske tekst, hjemsøgende effekter og en søvngængeragtig vokal er den en fin, lille eksperimenterende sag, men den blegner bare lidt i selskab med albummets stærke, stort opsatte soulpop-hymner.

Selv når Låpsley overgiver sig til denne storladenhed, svigter hun dog ikke sin signaturlyd – de skæve elektroniske effekter og de dybe, manipulerede vokaler er kommet for at blive, hvad enten de spøger i baggrunden af lydbilledet på ‘Love Is Blind’ eller skaber en kynisk fornemmelse i omkvædet på den tilbagelænede ‘Tell Me The Truth’.

Netop dette faktum lover godt for britens videre færd på stjernehimlen. Hvis hun formår at holde fast i sig selv uden at forfalde til studentikose eksperimenter, kan hun uden tvivl affyre rigtig mange store, men personlige, soulpop-sange.


Kort sagt:
På sit debutalbum synes det unge britiske talent Holly Fletcher at vakle lidt ubeslutsomt imellem de überminimalistiske elektroniske soulskitser, hun begejstrede med på sine første singler, og en flyvefærdig, fuldvoksen og velproduceret soulpop. Som lytter ønsker man, at hun ville overgive sig helt til den brusende, store lyd på ‘Love Is Blind’ og ‘Hurt Me’, for skævheden går aldrig tabt.

Låpsley. 'Long Way Home'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af