The Flaming Lips
Hvis et band skulle tage den vanvittige opgave at genindspille The Beatles’ ’Sgt. Pepper’-album fra start til slut på sig, skulle det naturligvis være grænseløse The Flaming Lips.
Derfor er det også en smule skuffende, at resultatet er så umiskendeligt, velkendt Flaming Lips – hvilket skal tages med et vist gran salt, for kender man ikke meget til Flaming Lips’ lyd, vil man formentlig mene, at albummet her er noget af det mest langt ude man har hørt). Som fan gennemskuer man hurtigere fremgangsmåden: Den effektforvrængede forvaltning af psykedelisk rock, der kreerer en fornemmelse af uvirkelighed, hvor drømme kan være svære at skelne fra mareridt.
Den primære effekt er dog det konstant roterende cast af gæstevokalister, så hver sanglinje betones på en måde, der kontraster med den forrige. Det giver en sjov effekt, men langtidsholdbarheden er mere diskutabel. Michael Ivins’ bas og Stephen Drozds arsenal af lyde afviger ikke meget fra den formel, de har perfektioneret over årene. Det er derfor brugen af beats (leveret af Phantogram) på ’She’s Leaving Home’ (med gæstevokal af Julianna Barwick) og brugen af et synthpop-sheen på den Tegan and Sara-assisterede ’Lovely Rita’, der har mest blivende værdi.
Der er fine elementer strøet rundt – Foxygen syrer smukt ud i reprisen af titelnummeret, Miley Cyrus som McCartney på ’A Day in the Life’ – men albummet overvinder ved flere aflytninger ikke dets status af fornøjelig gimmick snarere end karakter af værk, man vil vende tilbage til.
Læs også: 18 album du skal glæde dig til i november