Forrige år slap Pixies med ‘Indie City’ deres første studiealbum i intet mindre end 23 år. Konstellationen af rocklegende-bandet var dog en anelse anderledes end i de glade ‘Surfer Rosa’-dage, idet Kim Deal havde forladt foretagenet, mens Kim Shattuck havde overtaget den firstrengede.
Nu har Paz Lenchantin (der tidligere blandt andet har spillet i Zwan) imidlertid taget stafetten videre fra Shattuck, og således er Pixies anno 2016 tilbage – denne gang med en kommende plade, en rockabilly-tung førstesingle og en kommende verdensturné (der dog overser Skandinavien i denne omgang).
Den nye single har fået det swingende navn ‘Um Chagga Lagga’ og er sendt i forvejen for albummet ‘Head Carrier’, der lander den 30. september. I producerstolen finder vi Tom Dalgety, der tidligere har siddet bag knapperne hos Royal Blood og Killing Joke.
Læs også: Se årets absolut bedste koncertbilleder fra Roskilde Festival