De otte vigtigste pointer fra Frank Ocean-producer Malays Reddit-AMA

Mens hele kloden (os selv inklusiv) uforløst venter på bare det mindste pip fra Frank Ocean om hans sygeligt teasede tronarvingsprojekt ’Boys Don’t Cry’, holdt Franks mindre kendte samarbejdspartner og executive producer på ’Channel Orange’, Malay, i aftes en velkendt AMA-session (ask me anything) på Reddit.

Selv om produceren specifikt frabad sig ’Boys Don’t Cry’-relaterede spørgsmål, kunne han naturligvis ikke se sig fri fra disse. Her er de otte vigtigste pointer fra arrangementet, der havde vekslende drilagtig og seriøs karakter.

1. Den mystiske ‘booty club’

Malay nævner adskillige gange en ukendt ‘booty club’. Hvad det er for noget kan man kun gisne om, men man foranlediges næsten til at tro, at det har noget med ‘Boys Don’t Cry’ at gøre, da flere af hans svar omtaler denne. Han konstaterer blandt andet, at alle, der er interesseret, vil få adgang hertil, og at det er stedet hvor »hjerter dør«. Dette er måske, måske ikke, en hentydning til det længe ventede albums atmosfære – især med henblik på hans sidste ord på numseklubben, som lyder: »Stay tuned for tickets and rules«.

2. De elsker alle deres fans

Selv om mange efterhånden synes, at Frank Ocean, ovenpå den massive ventetid, er en modbydelig skabning, der kun er ude efter at lege kispus med sine fans, forsikrer Malay om, at dette ikke er tilfældet.

»Vi sætter kæmpe pris på jer og elsker jer, det har Frank selv fortalt mig mange gange. Men for at være fair kan kunst ikke påskyndes«. Nej, det er også helt okay, Malay – men så er det vel ikke heller ikke belejligt at komme med decideret forkerte datoudmeldinger.

3. Et (alt for) kort indblik i den pressesky Frank Ocean

Malay svarer til nogle få spørgsmål om Franks personlighed, at han har en fokuseret og ihærdig arbejdsmoral, der på én og samme tid er fri – han går faktisk så langt at kalde ham et geni. Derudover beretter han blot, at Frank er en elskværdig person at omgås.

4. Malay og Frank har et venskabeligt forhold

Lidt overraskende forklarer Malay, at han allerede lærte Frank at kende i Atlanta i hans ghostwriter-dage i 2008. Adspurgt omkring, hvordan den generelle vibe på ‘Channel Orange’-samarbejdet opstod, svarer han lakonisk:»To venner, der hænger ud«. Et noget undervældende svar må man sige, især når man tænker på projektets med tiden halvguddommelige anseelse.

5. ‘Channel Orange’ var hans mest givende værk

Ikke underligt hævder Malay, at ‘Channel Orange’ både var hans mest udfordrende og belønnende projekt til dato. Med lidt godt vilje kan man håbe, at dette ligeledes gør sig gældende for ‘Boys Don’t Cry’, som Malay også er inde over.

6. En hånd med i spillet i ‘The Get Down’-serien

Selv om han efter eget udsagn foretrækker at skabe god lyd helt fra bunden, påpeger Malay, at han har flippet samples til den nye hiphop-serie ‘The Get Down’, som vi i øvrigt har tilkendegivet vores mening om lige her.

7. Ingen musikundervisning – producer ved et tilfælde

Ifølge Malay selv var hans producerkarriere fuldstændig uplanlagt, indtil han en dag besluttede sig for at rode rundt med billigt starterudstyr. The rest is history, som man siger – men utroligt er det, at en af hovedarkitekterne bag ‘Channel Orange’ er komplet autodidakt og opnåede en succesrig profession ud af blot kreativ leg.

8. Franks feromoner

Hvordan lugter Frank Ocean egentlig? Tilsyneladende som hvis man forestiller sig, at Gud var en kvinde og slap en blomsterperspirerende vind. Vidunderligt.

Du kan desuden finkæmme AMA-tråden selv HER.

Læs også: Her er den eneste forklaring på det ‘manglende’ Frank Ocean-album

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af