Top Tracks: Her er ugens ni bedste nye sange

1. How to Dress Well ‘What’s Up’

Den ambiente r’n’b-sanger How to Dress Wells seneste album var 2014’s ‘What Is This Heart?’, og nu er han ved at gøre de sidste forberedelser klar til det kommende ’Care’-album, der rammer hylderne 23. september. Singlen ’What’s Up’ er et fint lille The Weeknd-lignende track, der med legesyg produktion (især på sidste halvdel) og uskolet falset lander fluks i den delikate boks, som manden med det civile navn Tom Krell er kendt for.


2. Sampha ‘Blood On Me’

Den engelske soulsanger med forkærlighed til alt, der har med elektronisk musik at gøre, har længe oparbejdet sig et renommé med stærke features. Af de mest nævneværdige er Drakes ’Too Much’, Kanye Wests ’Saint Pablo’ fra i år og Frank Oceans ’Alabama’ også fra i år. Han står eftersigende snart klar med sit debutalbum ’Process’, på hvilket singlen ’Blood On Me’ figurerer. Nummeret er hovedsageligt selvproduceret og fremviser en Sampha i vokalgalop.


3. Ty Dolla $ign ‘Zaddy’

Mindre end et år er gået siden flødefyrstens seneste udgivelse, debuten ’Free TC’, udkom. Alligevel er Ty Dolla $igns kommende mixtape med navnet ’Campaign’ (23. september) lige om hjørnet. ’Zaddy’ er anden udskæring fra det optrækkende projekt og bevidner om en Ty Dolla $ign i sædvanlig storform med småhæs trusserøst, der svæver over et trap-skelende pianotapet. Den opklippede og dybsindige baggrundsvokal passer usædvanlig godt til croonerens varemærkede atmosfære, og nummerets titel hentyder til en kærlig variation af det erotisk insinuerende udtryk ’daddy’.

4. Isaiah Rashad ‘Park’

TDE-underdoggen Isaiah Rashad har den seneste tid givet gevaldig lyd fra sig efter at have været musikalsk fraværende i to års tid grundet alkohol- og pillemisbrug. Nu er hans debutalbum ’The Sun’s Tirade’ omsider ude, og på højdepunktet ’Park’ understreger Rashad, at sydstatstalentet har været ventetiden værd. Ovenfor kan du høre ham prædike om sit naturlige raptalent, som han ifølge eget udsagn – og på trods af de seneste strabadser – aldrig har været i tvivl om.


5. Goldie Chorus ‘Soon’

Emil Davidsen aka Goldie Chorus slog tidligt i karrieren sine folder i hedengangne Let Me Play Your Guitar, men i 2014 stod han endegyldigt på egne ben med debut-ep’en ’Marble Ocean’. Nu er hans psychpoppede omkvædsalias tilbagevendt med første forsmag på et kommende debutalbum, som vi ikke kender nærmere detaljer til. Det eneste vi kan fortælle er, at ’Soon’ er en fandens smitsom godbid med nedsunken vokal, som var den filtreret gennem en kegle, og et fingernemt lydtapet sølet ind i funky bas.


6. Sylvan Esso ‘Radio’

Duoen Sylvan Esso bestående af sanger Amelia Meath og producer Nick Sanborn har siden deres eponyme debutalbum i 2014 været relativt fåmælte. Nu er de imidlertid tilbage med ‘Radio’: En electropoppet meta-sang om musikindustriens bagside. På hooket brøles der »Slave to the radio / 3.30«, og nummeret er i sig selv præcis 3 minutter og 30 sekunder langt som et sarkastisk træk på den (ifølge mange) perfekte sanglængde til et radiohit.

7. Lulu James ‘It’s the Time’

Vi har aldrig skrevet om den tanzanisk-britiske sangerinde Lulu James før, men som ordsproget går, er det bedre sent end aldrig. Hendes electro-flirtende soul har scoret hende en del tidligere samarbejder på den engelske scene med for eksempel Jon Hopkins og Rudimental, som dog endte i en lettere abrupt musikalsk pause. Nu returnerer hun så med ’It’s The Time’, som er en nedstrippet basfikseret sag, der gør plads til hendes pladsoptagende og malmfulde vokal. Danske Ronni Vindahl – kendt for sit producer-parløb med Mø – står for produktionen.


8. Bon Iver ’33 ‘GOD”

Bon Ivers kommende album ’22, A Million’ lander i slutningen af september, og med sig har det budt på nogle forundrende udskæringer. ’33 ’GOD’’ er en crescendo-snurrende rejse, der går fra klaverankret uforstyrrethed til inviterende percussionbombast og effekter, der trækker Justin Vernons stemme i vidt forskellige retninger: I begyndelsen får stemmen frie tøjler til hans velkendte falsettoning, mens effekterne ser tiden an i anden halvdel, hvor multilagring og skævvridning af vokalen tager fat. Denne nye afprøvende tilgang virker helt ubesværet.


9. Communions ‘Eternity’

Rockfirkløveret er tilbage med den sværmende single ‘Eternity’, der amalgamerer evighed, eksistentialisme og flosset guitar. Nummeret leveres på en drømmende bund af stigende trommer og postpunket skønmelodi tilsat hooket »I wonder why eternity won’t end, here we go again«. For nyligt skrev de danske drenge kontrakt med amerikanske Fat Possum Records, hvilket denne måned indledes med en længere Englands-turné, inden de giver dansk koncert på Loppen den 20. september.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af