Canada er blevet et hotspot, når det drejer sig om hiphop og r’n’b. I kølvandet på Drakes gigantiske succes har amerikanerne (og resten af verden) for alvor fået øjnene op for landet mod nord, og navne som The Weeknd, PartyNextDoor og Jazz Cartier vidner om øget interesse for canadiske urban-kunstnere, især fra Toronto. Sådan har det dog langt fra altid været.
Når det gælder hiphop og r’n’b, har Canada i mange år stået i skyggen af sin store nabo mod syd, og selv om flere canadiske navne har nydt respekt i undergrunden og enkelte sågar har scoret sporadiske hits, var der ingen før Drake, der for alvor slog igennem i USA eller internationalt.
Årsagen har dog ikke været manglende talent. Den canadiske musikscene har altid været yderst frodig, og inden for andre genrer har landets kunstnere for længst markeret sig helt i front. En mere sandsynlig forklaring er hiphoppens tendens til at dyrke det lokale, hvilket i mange år gjorde det svært for andre steder end traditionelle kraftcentre som New York, Los Angeles og senere Atlanta at markere sig. Måske virker sne, skisport og hockey bare heller ikke videre street.
Udover Drake er den canadiske scenes nuværende succes også et resultatet af et tålmodigt forarbejde fra en række artister, som i kraft af deres outsider-position har fostret innovative udtryk og et tæt sammenhold. Forarbejdet bærer nu frugt på den internationale scene.
Strækker din viden om canadisk hiphop sig til Drake og ikke længere, har vi her lavet en introduktion til landets vigtigste rappere, der kom før Drake.
1. Maestro Fresh Wes
Torontos Maestro Fresh Wes var den første canadiske rapper, der blev kendt uden for landets grænser og kan således bryste sig af titlen ’The Godfather of Canadian Hip-Hop’. Selv om Maestro var en udmærket rapper, var det dog på andre punkter end det musikalske, at han blev banebrydende.
Udover at skille sig ud ved at dyrke et image som dirigent (!), komplet med smoking og taktstok, blev Maestro med hitsinglen ’Let Your Backbone Slide’ fra 1989 den første canadiske rapper til at få et top 40-hit og med debutalbummet ’Symphony in Effect’ den første sorte canadier til at sælge platin.
Succesen motiverede Maestro Fresh Wes til at prøve lykken i USA, hvilket dog mislykkedes på det groveste. Mens han var der, var han dog en ivrig ambassadør for både Toronto og Canada og kan således ses som en slags forløber for Drake. Dog uden matchende succes.
Til gengæld satte Maestro Fresh Wes Canada på hiphopkortet og formåede indtil 2010 at have den bedst sælgende canadiske hiphop-single i over 20 år.
2. Dream Warriors
Dream Warriors, som ligeledes var fra Toronto, var sammen med amerikanske navne som Digable Planets og Gang Starr blandt nøglegrupperne i den jazzrap-bølge, der var stor i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne.
Deres debutalbum ’And Now the Legacy Begins’ fra 1991 er en af de bedste alternative hiphop-udgivelser fra perioden og boltrer sig lystigt i et væld af genrer som hiphop, jazz, funk og reggae.
Gruppens originale brug af samples, flippede image og skæve, samfundskritiske tekster ledte i høj grad også tankerne hen på navne som De La Soul og A Tribe Called Quest, selv om drømmekrigerne langtfra nærmede sig samme lyriske niveau. Til gengæld bidrog de med deres helt eget, yderst originale take på den jazzede lyd og den afro-centriske og bohemeagtige stemning, der var fremherskende i perioden.
Med sit karakteristiske sample af Quincy Jones’ big band-klassiker ’Soul Bossa Nova’ kastede albummet hitsinglen ’My Definition of a Boombastic Jazz Style’ af sig, hvilket var et af de bedre og mere bemærkelsesværdige hits fra perioden. Dream Warriors formåede dog ikke efterfølgende at forny sig og følge med tiden. Resultatet blev et meget kort øjeblik i rampelyset.
3. The Rascalz
Selv om The Rascalz havde to ganske kapable rappere i form af Red1 og Misfit, er det primært på musiksiden, at Vancouver-trioen har brudt ny grund. En af de centrale ingredienser i canadisk hiphop har længe været brugen af reggae- og dancehall-elementer, hvilket især skyldes, at en stor del af landets sorte befolkning er vestindiske indvandrere og efterkommere. Den trend var The Rascalz var med til at starte i de tidlige 90’ere, og det kan i dag tydeligt høres i numre som Drakes ’Controlla’ og PartyNextDoors ’Not Nice’.
Det var dog albummet ’Cash Crop’ fra 1997, som for alvor fik betydning for både canadisk hiphop og den bredere musikscene. Albummet blev nomineret til en Juno Award – Canadas svar på Grammys – for bedste hiphop-album, men da prisen ikke var en del af det officielle show, boykottede The Rascalz showet med den begrundelse, at racisme var årsag til musikbranchens nedvurdering af hiphop-genren. Året efter blev hiphop-priserne en del af hovedceremonien, og The Rascalz vandt en pris for nummeret ’Northern Touch’, som blev et vendepunkt for canadisk hiphop.
Det hårdtslående nummer samlede flere af de stærkeste rappere fra Canada og var et slags manifest for scenen, der ikke længere ville finde sig i at blive overset. Det blev et af de største canadiske hiphop-hits nogensinde og bragte et sammenhold og en opmærksomhed til scenen, der stadig giver genlyd i dag.
4. Saukrates
Saukrates var et af de første canadiske hiphop-navne til at skabe sig et navn i USA. Det gjorde han som både rapper og producer, og han har gennem tiden arbejdet sammen med navne som Drake, Nas, Nelly Furtado, Method Man og Redman. I 00’erne blev han en del af Redmans Gilla House-crew.
På debuten ’The Underground Tapes’ fra 1999 viste Saukrates, at han som rapper havde niveau til at hænge med lyriske sværvægtere fra USA som Pharoahe Monch, Common og Xzibit, og at han på produktionssiden mestrede den bastunge boom bap-lyd, der dominerede den amerikanske undergrund på det tidspunkt.
Saukrates var den første canadiske rapper, der skrev kontrakt med et stort pladeselskab, da han signede til Warner Bros. Records i 1995. Selskabet valgte dog at droppe ham igen, inden der kom et album ud af samarbejdet, og et par år senere skete næsten nøjagtigt det samme, da det legendariske selskab Def Jam valgte først at signe og siden droppe Saukrates. Dette har dog ikke afholdt ham fra at udgive sin musik, som dog har vekslet betydeligt i kvalitet siden.
5. Choclair
Den første canadiske rapper, der signede til et stort amerikansk selskab og rent faktisk fik et album udgivet, var til gengæld Toronto-rapperen Choclair. Det skete med debuten ’Ice Cold’ fra 1999, som udkom på Virgin/Priority Records.
Choclair havde debuteret et par år forinden med det soulfulde nummer ’21 Years’, som udkom på hans eget label Knee Deep Records. Nummeret blev blandt andet bemærket af den på tidspunktet yderst indflydelsesrige DJ Premier, som inkluderede det på et af sine opsamlingsalbum.
Selvsamme Premier, som var den ene halvdel af den legendariske hiphopgruppe Gang Starr, samplede desuden Choclairs vokal og cuttede den op på gruppens klassiske nummer ’You Know My Steez’.
Musikalsk set fulgte Choclair, ligesom Saukrates, i bund og grund i sporene af diverse amerikanske østkystrappere og var trods et solidt talent ikke nogen stor stilskaber. Choclairs betydning lå derimod i hans evne til endelig at penetrere det amerikanske marked og dermed åbne op for sine landsmænd. Knee Deep var desuden det første pladeselskab til at udgive vigtige canadiske kunstnere som Kardinal Offishall og Solitaire og var således et vigtigt springbræt for scenens fremtidige talentmasse.
6. Kardinal Offishall
Før Drake populariserede udtrykket ’The 6’ var Toronto i hiphopkredse kendt som ’T-dot’. Det udtryk kan i høj grad tilskrives Kardinal Offishall, som er den rapper, der udover Drake har gjort mest for at sætte canadisk hiphop på verdenskortet.
I start- og midt-00’erne var han uden sammenligning landets mest succesfulde rapper, og han betragtes tilmed af mange som en af landets bedste producere. Kardinal Offishall var den første canadier, der samarbejdede med store internationale navne som Busta Rhymes, Sean Paul og Rihanna, og i løbet af 00’erne havde han betydelige hits med numre som ’Dangerous’ og ’Bakardi Slang’.
På sidstnævnte nummer, der i øvrigt gæstes af Saukrates, redegør Kardinal Offishal med patois-influeret swagger og med betydelig hjemstavns-stolthed for den lokale Toronto-slang:
»So everytime you walk through a dance tell a yute ‘xcuse me’
Tellin your jubie ‘I like her style’
She’s talkin about ‘abuse me’
Use me show me how the T dot rolls
My style is off the thermostat plus I’m comin from the cold-yo«.
Nummeret er fra Kardinal Offishals major label-debut ’Firestarter Vol.1’, som viste, at han udover at reppe Toronto og Canada hårdt uden problemer, evnede at levere alt fra rowdy klub-bangers til social kritik. I øvrigt helt uden hjælp fra amerikanske producere eller gæstestjerner.
7. K-os
K-os er en sand musikalsk kamæleon. Rapperen, sangeren og multiinstrumentalisten har en yderst eklektisk tilgang til hiphoppen og ynder at spæde den op med stort set alt, hvad han kan få fingrene i – heriblandt verdensmusik, elektronisk, rock og pop. I den forstand afspejler musikken hans hjemby Torontos multikulturelle karakter.
Den slags genresprængende tendenser er i dag blevet mere almindelige, men K-os har været i gang siden starten af 00’erne, hvor debutalbummet ’Exit’ og efterfølgeren ’Joyous Rebelion’ hævede barren for daværende canadiske hiphopudgivelser og fremviste dybden og bredden af hans talent.
Selv om K-os har en tendens til af og til at blive lidt for troubadour-agtig og lovlig frelst i sine tekster, reddes hans udgivelser som regel af det imponerende musikalske kludetæppe, han formår at strikke sammen. K-os er desuden en af de canadiske hiphopkunstnere, der er mest konsistent, og han har ubesværet bevæget sig mellem traditionel sang og rap, hvilket som bekendt er et kendetegn ved mange yngre Toronto-kunstnere som Jazz Cartier og selvfølgelig Drake.
Læs også: Drake og Future slår sig atter sammen på nyt track – se videoen til ’Used To This’