2016 ifølge Liss: »Den episode, hvor Erik dør i ’Krøniken’, var helt sikkert en af de store nedture i år«

Artikelserie: En række af landets mest markante personligheder inden for musik, film, mode og tech fortæller i løbet af december om 2016 set gennem deres øjne.

I dag giver vi ordet til Liss, der i den grad har fået deres gennembrud i 2016: Højdepunkter tæller blandt andet koncerter på Spot og Roskilde Festival samt selvfølgelig deres umådeligt stærke debut-ep ‘First’.

Hvilken dag i 2016 var den bedste?
»Vi ved ikke om der er nogen specifik dag, men sommeren 2016 har været meget speciel for os. Fra vi udgav vores ep i maj måned har vi stort set spillet koncerter konstant. Vi havde en virkelig god tid i New York, hvor vi blandt andet var de første til at indspille i XL’s nye studie.

I foråret brugte vi også et par uger på at indspille nyt materiale i bjergene lidt udenfor Barcelona i det smukkeste gamle hus. Søren havde fødselsdag, imens vi var dernede. Vi lavede verdens største portion sangria, købe en ’Star Wars’-kage og havde det virkelig hyggeligt sammen med de to teknikere. Det var også en virkelig god dag«.

Hvilket nyt talent imponerede jer i løbet af året?
»Vera, som også var med til at producere vores ep ‘First’. Han har været en slags mentor for os og lært os meget om produktion og musik generelt. Hans ep ’Sketches’, der udkom i september, skal man lytte til. Han har virkelig nogle vilde ideer, og vi er meget imponerede over både hans helt nye og hans gamle ting«.

Hvis I skulle give ét album fra 2016 videre til de kommende generationer, hvad skulle det så være?
»Anohnis ‘Hopelessness’. Det er virkelig et af de album, der har inspireret os allermest i år. Det kommer til at leve lang tid endnu. Samarbejdet mellem Hudson Mohawkes voldsomme og overkørte produktioner og hendes vokal er virkelig en flot kontrast. Og så er det virkelig sejt, at hun flytter til Aarhus næste år«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Årets største skuffelse for jer?
»Vi mangler stadig et sted at bo i København fra januar – hit us up: lissbandmail@gmail.com«.

Hvilken live-oplevelse husker I særligt?
»Vi spillede på Midi Festival i en lille by i Sydfrankrig. Vi spillede ved et stort gammelt hus på toppen af et bjerg, det var ligesom at være med i en fransk film. Det må være det smukkeste sted, vi har spillet. Og så spillede vi på Roskilde. Det vil vi aldrig glemme«.

Hvilken film/serie fældede I en tåre til?
»Den episode, hvor Erik dør i ’Krøniken’, var helt sikkert en af de store nedture i år«.

Hvilken trend fra 2016 skal vi bare glemme hurtigst muligt?
»Trenden med at klippe enden af buskebenet håber vi virkelig ikke går af mode, for så har vi ikke rigtig flere bukser at gå i«.

Læs interview: Liss: De største op- og nedture i arbejdet med debut-ep’en ’First’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af