Arbejder Kanye West allerede på sit næste album?

Arbejder Kanye West allerede på sit næste album?
Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images

Kanye West blev for lidt over en uge siden udskrevet fra hospitalet efter en periode med psykisk overbelastning, der blandt andet fik ham til at aflyse resten af sin stort anlagte Saint Pablo-turné. Men troede man, at hospitalsindlæggelsen betyder en kreativ hæmsko for Kanye, er der nu noget der tyder på, at man tager grueligt fejl.

Ifølge TMZ har Kanye angiveligt forskanset sig i et nybygget og midlertidigt studie i sit Bel Air-palæ, hvor han er gået i gang med arbejdet på, hvad der kunne ligne næste albumkapitel efter ’The Life of Pablo’ fra i år.

Kanyes første gæst i studiet er ingen ringere end den legendariske hiphop-producer Pete Rock, der for nyligt delte to videoer fra det kreative rum over Instagram. I første klip ses en soulet vinylplade blive afspillet, mens anden klip fortsætter i omtrent samme lydspor – dog med den interessante krølle, at man får et glimt af et stykke papir med 14 videospilstitler. De er ret utydelige, men en arbejdsom Twitter-bruger har forsøgt sig med et bud på listen via en udpenslende notesblok, som du kan se nedenfor sammen med studievideoerne fra Rock.

Spørgsmålet er, hvad disse titler antyder. Kanye delte allerede tilbage i februar en midlertidig titel på et kommende album, ’Turbo Grafx 16’, som netop refererer til en spillekonsol, han elskede som barn. Som altid skal titlen formentlig tages med et gran salt, men der er alligevel en påfaldende sammenhæng i det foreløbige albumnavn og titlerne på notesblokken – er det mon en midlertidig trackliste, eller er der blot tale om spilsamples, der skal inkorporeres i lyden?

Spørgsmålene er mange, og der er formodentlig en del vej endnu til et nyt album fra Kanye, der ser ud til at være i sit kreative hjørne efter hospitalsudskrivelsen. Det ville dog ikke være første gang, han slår pjalterne sammen med Pete Rock, da Rock bidragede til bonustracket ’The Joy’ fra ’Watch the Throne’-albummet.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af