1. Adrijana ’Brr Brr’
Sverige døjer ikke med helt samme kønsubalance i hiphop, som vi gør herhjemme. På den anden side af sundet finder man prominente kvindelige rappere som Silvana Imam, Cherrie (som vi bragte i forrige Top Tracks) og blot 19-årige Adrijana, som vi nu svajer banneret for. Bangeren ’Brr Brr’ er et knoglemarvsisnende statement, hvor Adrijana forklarer, at hun ikke har tid til fyre, der ringer hende op: »Gå och fucka med någon annan«.
2. Smerz ’No Harm’
Næppe har det ugegamle støv lagt sig fra Smerz’ udsolgte show i Jazzhouse, før den norske, København-baserede duo nu står klar med singlen ’No Harm’, der pulserer tungt af dystre, dystopiske vibes. Nummeret har masser af sexede undertoner, men holdes inden for pigernes frostkolde synthpop-kosmos. Man forstår godt, at XL Recordings satte tænderne i dem efter debut-ep’en ’Okey’ fra sidste oktober.
3. Kimbo ’Ik Spørg’
B.O.C.-kollektivet har på forskellige ledder og kanter siddet særdeles tungt på 2017, og nu dukker endnu et medlem op fra glemslens tåge fuldstændig som Noah Carter. Kimbo lå egentlig perfekt i svinget til at slå igennem tilbage i 2011, men stod af uransagelige årsager længe på sidelinjen. Altså indtil nu, hvor han vender stærkt tilbage med singlerne ’Ik spørg’ og ’Fortæl’, hvoraf især førstnævnte rammer ligevægten mellem det døsige og melodiske i Marc Pless’ formfuldendte beat.
Hør sangen på Spotify HER.
Læs vores interview med Kimbo HER.
4. Yaeji ’Drink I’m Sippin’ On’
Tilbage i maj gjorde koreansk-amerikanske Yaeji sig fortjent til Top Tracks-omtale takket være hendes langtidssimrende cover af Drakes ’Passionfruit’. Nu kaster hun sig hovedkulds ud i koreanske rapgloser på ’Drink I’m Sippin On’, en 808-hamrende houseskæring med et fremdrivende four-on-the-floor-beat, der giver selv den tungeste trap kam til håret. Begge tracks er fra Yaejis næste ep, der lander den 3. november.
5. Kehlani ’Honey’
Kehlani udgav i starten af året debutalbummet ’SweetSexySavage’, som var en helstøbt popfortælling. Sangerindens silkeskårne r’n’b-pop triller lige så gelinde og drømmende videre på loosien ’Honey’, hvor Kehlani over afklædte guitarakkorder beskriver, hvordan hun foretrækker sine kvinder.
6. Artigeardit ’Vær for mig
Det var nok blot et spørgsmål om tid, før Artigeardit sprang med på tidens afrobeat-lignende UK-tendenser. Man kan dog næppe løbe fra, at hiphophåbets Adam Hillebrandt-producerede ’Vær for mig’ er en varmblodet, groovy sag, der på bedste vis handler om venskaber, der falmer, når man ikke lever op til hinandens forventninger.
Hør sangen på Spotify HER.
7. Kelela ’Waitin’
Forestil dig et H.R. Giger-maleri i strømlinet r’n’b-format, så har du den nærmest kybernetiske signaturlyd, Kelela fremfører på albumdebuten ’Take Me Apart’. På det Janet Jackson-værdige højdepunkt ’Waitin’ lægger hun dog den vanlige eskatologi fra sig til fordel for et mere håbefuldt kærlighedsudtryk. Det klæder hendes cyberpunk-soul gevaldigt.
Hør sangen på Spotify HER
8. Stormzy ’4PM In London’
If it ain’t broke, don’t fix it, hedder credoet. Det stopper dog ikke den gode Stormzy fra at prøve kræfter med Drakes nakkehårsrejsende ’4PM In Calabasas’-beat, som i den engelske grime-rappers univers naturligvis flippes til ’4PM In London’. Nøjagtig som Drake har det med at gøre på disse brystbankende tid-og-sted-tracks, følger Stormzy sejrsrundeformularen over fire imponerende minutter.
9. Smokepurpp ’Different Color Molly’
Normalt svømmer Smokepurpps Soundcloud-trap i et hav af basflænsende flader, men på ’Different Color Molly’ fra hans nyligt udkomne debutprojekt ’Deadstar’ oversætter den 20-årige rapper sin affinitet for MDMA på anden vis. Nedjusteringen af den ellers altid buldrende bas frigør plads til regnbuefarvede synthhug i en produktion, der svæver i narkodelirisk æter frem for at blive revet til blods.
Hør sangen på Spotify HER.
10. Etagen Under ’Hærværk’
Etagen Under er ikke folkeeje, men det forsøger den odenseanske kvintet at lave om på med singlen ’Hærværk’, som er gruppens første udspil siden debutalbummet ’Agora’ fra 2015. Analog synth og modspillende guitar tørner sammen i et på samme tid dansabelt og melankolsk lydbillede, der ifølge drengene selv er en paraplybetegnelse for det at tage stilling, diskutere og nedbryde holdninger, tanker og drømme.
Hør sangen på Spotify HER.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.
Læs også: Her er seks helt nye album, du skal høre i dag