XXXTentacion har en god uge. Hans nye album ‘?’ er hans stærkeste til dato og er på vej mod førstepladsen på den amerikanske albumhitliste. Singlen ‘Sad!’ hitter stort og er endda den andenmest streamede sang på dansk Spotify lige nu. Derudover har han netop sluttet fred med Trippie Redd.
Men som altid med XXXTentacion har de skræmmende anklager om, at han har banket sin ekskæreste, der på tidspunktet var gravid, kastet en skygge på solskinshistorien. Både fordi det føles problematisk, at tidens mest spændende nye hiphopkunstner potentielt har en gruopvækkende historik med vold mod kvinder, men også fordi sagen stadig er i gang og dermed forhindrer rapperen fra blandt andet at turnere.
Nu lysner det imidlertid også for Florida-kunstnere på den front. Han har nemlig fået ophævet sin husarrest, som indtil nu har givet ham forbud mod at forlade sin bolig, hvis ikke det har været for at opfylde kontraktmæssige forpligtelser. Det vil sige, at han nu kan tage på turné med ‘?’.
Den 20-årige rappers advokater har fremlagt, at han simpelthen ikke tjener nok på salg af musik for at holde sig finansielt oven vande og derfor er nødt til at få lov til at komme på turné for at udnytte sin nuværende succes.