Som noget helt nyt kommer Roskilde under sommerens festival til at indføre et nyt pit-system til Orange Scene, skriver Dagbladet i Roskilde. Det nye system indebærer blandt andet, at man nu skal have et specielt armbånd, hvis man vil helt forrest.
Som illustrationen nedenfor viser, vil der i år være tre pit-områder foran Orange Scene. Der vil være fri adgang til de to bagerste områder (plads til 10.000), mens koncerterne er i gang, men vil man ind i den forreste pit – som strækker sig over hele scenens bredde og har plads til 3.000 – kræver det et armbånd.
Dette nye armbånd kan afhentes af festivalens publikum, og det bliver dagligt tilgængeligt at anskaffe sig et til de enkelte koncerter, så snart festivalpladsen åbner kl. 10.00. Her vil der være først-til-mølle, og et armbånd til en specifik koncert giver adgang til pitten indtil 45 minutter før koncertstart. Er området ikke fyldt her, vil det blive åbnet for dem uden armbånd.
Armbåndene vil blive udleveret i det område inde ved Orange Scene, hvor de lange køer til pitten normalt opstår, og det er netop disse køer, som det nye armbånd skal afværge.
»Der er folk, der ender med at sidde i kø hele dagen, når deres yndlingsnavn spiller, og det vil vi gerne ændre på. Man skal ikke risikere at bruge en hel dag af sin festival på at ligge i kø«, udtaler Roskilde Festivals sikkerhedschef Morten Therkildsen til Dagbladet.
Der bliver formentligt rift om og kø til armbåndene fra morgenstunden, men så skal man i det mindste ikke ligge i kø, mens musikken spiller – det er det, der er pointen med det nye armbånd.
Læs også: Roskilde Festival opfører ti meter høj kopi af Donald Trumps Mexico-mur