Til trods for, at Kanye West og Nine Inch Nails-frontmand Trent Reznor begge er glade for korte album (hvis Trent Reznor da nogensinde er glad), har Reznor generelt ikke pæne ting at sige om Kanye – da ‘Ye’ udkom sagde Reznor, at »albummet stinker, og det er så det«. Og nu er Reznor efter Kanye igen: Han mener nemlig, at både Kanye og The Weeknd efterligner ham – »og de ved det«.
Nej, Reznor er ikke forsinket ude efter Kanye Wests ‘Yeezus’ – et album, der uden tvivl skylder sit til den industrielle skyggemester. Det handler rettere om liveshows. I et nyt videointerview med BBC Radio 6 Music snakker han om tankerne bag gruppens liveshows.
Han snakker først om, at han vil gøre koncertstedet til en »så indlevende oplevelse som muligt«, hvorfor Nine Inch Nails, så snart de havde budgettet, gjorde brug af »skærme og eksperimentelle produktionsteknikker og så videre«.
Han fortæller derefter om sine oplevelser, hvor han har livestreamet Coachella-optrædener fra sin sofa. Da siger han: »Alle bands har en video bag sig, og alle bands bliver støttet af et pænt, belejligt lysshow. Jeg så Kanye West og The Weeknd åbenlyst efterligne produktionen fra vores turneer. Det siger jeg uden tøven. Og de ved det«.
At anklage Kanye for ikke selv at finde på sit sceneshow er et ret hårdt burn, her oven på Kanyes evindelige snak om »free thought«. Men det er lidt svært at se, hvad Reznor vil have fat i her. Måske er det klipningen, måske er det blot Reznor, der formulerer sig dårligt, men det lyder lidt som om, han siger, at man efterligner Nine Inch Nails ved at bruge forudbestemte lysshows og store videoskærme.
Desværre får vi næppe mulighed for at opleve præcis, hvad han mener, på årets Roskilde Festival, hvor man ellers oplagt kunne sammenligne hans show med The Weeknds fra sidste år. Videointerviewet slutter nemlig med, at Reznor siger, at gruppen på denne turné vender tilbage til en mere simpel tilgang:
»Når jeg tænker tilbage til The Cure, da jeg så dem for første gang, eller da vi var support for The Jesus & Mary Chain… Alt jeg husker derfra var røg, måske en farve, noget hår og nogle virkelig, virkelig højlydte guitarer. Dét er spændende, og jeg ser det ikke så meget længere. Så vi gik i den modsatte retning af det våbenkapløb, vi befandt os i med de dragende teknologisk baserede produktioner«.
Så når Trent Reznors industrielle rockgruppe kommer til Roskilde, får vi nok et sceneshow med en helt klassisk rocktilgang: »Det er musik, der bliver spillet lidt halvsløset, med elementer af fare, uvished og uforudsigelighed – vi mener det, vi sveder, og det gør til tider ondt på scenen. Og det virker! Så det er skabelonen for det, vi gør nu«.
Læs anmeldelse: Nine Inch Nails ‘Bad Witch’
Did @kanyewest and @theweeknd “blatantly” rip off @nineinchnails‘ live show?
Weds, Noon BST: Nine Inch Nails’ @trent_reznor and Atticus Ross spend some time chatting to @laurenlaverne.
?? Listen worldwide https://t.co/Dd2jiILcDV pic.twitter.com/S7ChPCAwPG
— BBC Radio 6 Music (@BBC6Music) 26. juni 2018