KOMMENTAR Det var ikke meningen, 2018 skulle blive året for det korte album. For musikindustriens profeter lovede os egentlig længere album, eller andre formater, der pakker så mange sange som muligt ind i samme udgivelse.
Billboard tæller nemlig det samlede antal afspilninger af sange ind, når de laver deres hitliste over album. Så jo flere sange et album har, jo flere plays giver det til kunstneren og hermed højere placering på hitlisterne. Det gav altså ret meget sig selv, at artister så ville lave længere album – som Migos’ 24 sange lange ’Culture II’, Drakes playlist ’More Life’ med 22 sange, eller ekstremtilfælde som Chris Browns evighedsalbum ’Heartbreak On A Full Moon’, der var på 57 numre.
Men så kom Kanye West pludselig væltende ind på scenen og vendte hele dén idé på hovedet.
For de seneste fem uger har rapperen og produceren fra Chicago nemlig stået bag intet mindre end fem album. Der er udgivelser af Pusha-T, Teyana Taylor og Nas, hvor Kanye er chefproducer, soloalbummet ’Ye’ og Kid Cudi-fællesalbummet under navnet Kids See Ghosts. Og de er alle sammen kun syv numre lange – med undtagelse af Taylors ‘K.T.S.E’, som ret underligt faktisk er på otte numre.
Hvorfor har Kanye valgt at nedlægge det her dogme over sin nye albumcyklus? Ingen ved det. Måske er det helt tilfældigt. Men én ting er sikker: Det virker.
For i en tid af ubærligt lange album, der hellere har fem sange for meget end én for lidt, har de her ultrakorte udgivelser virket ekstremt forfriskende. Mens de lange udgivelser sløver dine ører, indtil alt lyder ens, har de her album krævet lytterens totale opmærksomhed.
Det har i dén grad været tiltrængt. For i løbet af 2018 har jeg været ved at knække sammen, da jeg skulle anmelde Migos (22 sange), Rae Sremmurd (27 sange) og Playboi Carti (19 sange). Ikke fordi nogen af de udgivelser var dårlige. De var bare så unødvendigt lange. Man er nærmest blevet lidt sløv i hovedet af alle de maratonalbum. I dén kontekst har Kanyes serie af korte album været et slags elektrochok til det sløve nervesystem.
Især fordi de fem album faktisk har fem forskellige tilgange til formatet.
Den bedste af de nye udgivelser er nok den første, der kom: Pusha-T’s ’Daytona’. Her zoomer den tidligere halvdel af duoen Clipse ind på dén side af sin musik, der er stærkest. Det er minimalistiske, vagt faretruende beats tilsat ufiltrerede crackdealer-fortællinger. Pusha-T har lavet den her slags musik i årtier, men han har aldrig lavet den så godt som på ’Daytona’. Som om han har smeltet essensen af sin musik ned til én hård, perfekt kerne.
Men hvor Pusha skabte et stærkt album ved at kondensere ét udtryk henover syv numre, var Kanyes eget ’Ye’-album det modsatte. Der var knap så meget fokus og kvalitetskontrol og meget mere udsvævende fortælling og samples i øst og vest. Det er nok ikke rapperens stærkeste udgivelse. Men på en måde gav det os et ufiltreret (om end sløret) indblik i rapperens indre, der var ret unikt. Personlighed over perfektion.
Kids See Ghosts-udgivelsen drømte sig til gengæld væk i ambitiøse sange, der virkerede som én lang terapisession. Her blev formatet pludselig en dialog mellem Cudis messianske nynnen og Kanyes dæmoniske snerren, der var lige til at fare vild i.
Okay, serien har måske lidt mistet pusten til sidst med Nas’ en anelse uinspirerede ’Nasir’ og Teyana Taylors album, der kom så meget for sent online, at hun selv begyndte at blive irriteret. Sidstnævnte er et stærkt r’n’b-album, der viser en ny, eksperimenterende Kanye bag producerknapperne, men det er også en udgivelse, der ikke har nær det samme store interesse som de første par album.
Desuden er der spørgsmålet, om syv numre havde været nok, hvis ikke der var kommet de her fem album i streg. Og om serien havde fungeret, hvis ikke hele herligheden havde den nyhedseffekt at læne sig op ad, det nu engang havde, at Kanye afsluttede en længere medietavshed med et gigantisk meltdown op til udgivelserne.
Så nej: Det er ikke en fejlfri strategi, Kanye har fulgt. Men det har vist heller ikke været meningen. Det er heller ikke sikkert, det er en metode, der hverken kan eller skal gentages. Men sikkert er det, at han har skabt et par exceptionelt stærke udgivelser, der langt overstråler fejlene. Og det har fået mig til at skærpe de ører, der ellers var ved at blive sløve efter alt for mange streaming-optimerede megaalbum.
Læs også: Kanye-metoden: Vi har skåret fem af årets store hiphopalbum ned til syv numre
Læs også: Vi kårer: Kanyes syv bedste beats fra den seneste måneds album-extravaganza – rangeret