Nas’ album med Kanye West er bedst, når rapperen vender blikket indad mod sig selv og sit miljø
Til trods for hans status som en af tidernes bedste rappere, er historien om Nas i høj grad også en historie om musikalsk søgen. Det kanoniserede debutværk ’Illmatic’ har hængt som en tung sky over hans personlige og kreative udvikling – for hvor søger man hen, når man har lavet verdens bedste hiphopalbum i første forsøg som 20-årig?
Det spørgsmål søger Nas til dels stadig efter svaret på små 25 år senere. Der har været mange fantastiske numre på vejen, og som rapper har Nas aldrig tabt fokus, men den samlede vision har været uskarp. Hvert album har i varierende grad været inficeret af dårlig dømmekraft og uforståelige fejlskud.
Forhistorien gør album nummer elleve – ’Nasir’ – endnu mere interessant end samarbejdet mellem de to giganter Nas og Kanye West i sig selv. Det er første gang nogensinde, at Nas lægger ansvaret for den musikalske retning i hænderne på én enkelt producer. Og når Kanye West tilmed svinger dogmepisken og stiller krav om bare syv sange, kunne fundamentet for fokus knapt være bedre.
Derfor er den store umiddelbare skuffelse, at ’Nasir’ ikke er et 25-minutters glimt af inspireret klarsyn fra et synergibaseret samarbejde mellem to mestre, men som de fleste af Nas’ album et værk med både omveje og blindgyder til trods for den beskedne spilletid.
Det orkestrale underlag på ’Not For Radio’ er det mest svulstige beat, Nas har rappet på siden ’Hate Me Now’ og kalder tilsvarende storladne politiske postulater frem. Det banger, men hverken det episke eller konspirationsteoretiske har nogensinde været Nas’ styrke. Han er bedst, når han vender blikket indad mod sig selv og sit miljø.
Det gør han, når Kanye giver ham plads og nøjes med at puste behersket til den nostalgiske stemning med relativt simple samplinger. Som på albummets højdepunkt ’Adam & Eve’, hvor Nas vender tilbage til et gennemgående motiv i karrieren: Den melankolske bagside af det luksuriøse liv på toppen af den amerikanske drøm, her kun understøttet af et skrøbeligt klavertema og The-Dreams længselsfulde vokal.
’White Label’, ’Bonjour’ og ’Simple Things’ lykkes også ved at lade Nas’ hæse stemme og karakteristisk poetiske kant stå alene med letbenede, sample-baserede beats, som man efterhånden sjældent hører dem fra Kanye.
På ’Cops Shot the Kid’ lader Kanye dog albummet gå i hak over vokalfrasen »the cops shot the kid« fra Slick Ricks klassiker ’Children’s Story’, så den uendelige gentagelse af den lille tekstbid bliver beatets rytmiske omdrejningspunkt. Resultatet placerer sig et ubestemmeligt sted mellem genialt og enerverende, men Nas griber bolden og rapper et stærkt vers om politibrutalitet set fra barndommens gade.
Den fine røde tråd bliver dog afsporet af det syv-et-halvt minut lange epos ’Everything’, hvor Nas’ i øvrigt fine vers mest kommer til at stå som paranteser mellem et maratonparløb med The-Dream og Kanyes autotunede vokaler. Det er et ambitiøst nummer, der lykkes med nogle ting, men også et nummer, hvor Kanye overtræder sine beføjelser og pludselig både er instruktør og hovedrolleindehaver, mens Nas forsøger at holde sit album på sporet fra en position i sidevognen.
Det er et uelegant brud på den igangværende fortælling, og med en spilletid der udgør knap en tredjedel af det samlede album skubber det helheden ud af balance. De lovende perspektiver til trods står ’Nasir’ derfor, som de fleste af kapitlerne i Nas’ karriere, tilbage som en lidt uforløst helhed med eminente momenter.
Kort sagt:
Kanye West hjælper desværre ikke Nas til det musikalske klarsyn, som hans karriere i årevis har skreget på. Mindre kan dog også gøre det, og ’Nasir’ er momentvis glimrende, når West træder i baggrunden og Nas’ stærke og tænksomme tekster får lov at stå alene med afskrællede samples.
Læs anmeldelse: Kanye West ‘Ye’