Juni måned nærmer sig med hastige skridt, og på hiphopfronten er det ensbetydende med et væld af nye udgivelser – særligt via GOOD Music, der kommer til at spytte projekter ud i en lind strøm, hvilket blev afsløret i en af Kanye Wests mange tweet-orkaner sidste måned.
Nu har Kanye West endnu engang lækket nye oplysninger om de kommende projekter via sin Twitterprofil. Denne gang lagde han ud med at forklare, at han havde smidt sin telefon væk de seneste to uger, så han kunne fokusere på de kommende album. Herpå smækkede han en video ud, hvor man kan se et baghoved, sandsynligvis hans eget, rocke helhjertet med på et heftigt beat, der kan tænkes at stamme fra en af de forestående udgivelser.
Bag hovedet skimtes to tavler, hvor de fem annoncerede projekter har fået hver sin kolonne: Ye (Kanye West), Kids (Kids See Ghosts – Kanye og Kid Cudis kommende samarbejde), Push (Pusha T), Nas og Teyana (Teyana Taylor).
Hver kunstner har fået syv punkter – bortset fra Pusha T, der har otte af slagsen – så det kunne tyde på, der er syv tracks i vente fra hver kunstner. Hos Kanye er blot to tracks afsløret ved navn: ’Extacy’ og ’Wouldn’t Leave’, Nas og Teyana Taylors er ligeledes fragmenterede. Men både Kids See Ghosts’ og Pusha T’s projekter har fået syv titler på listen, som vi har opsummeret herunder med Twitter-videoen – med forbehold for fejldechifrering af visse titler, da det ikke just er skønskrift, de er nedfældet med.
Ifølge Kanyes tidligere tweets kan vi vente Pusha T’s album den 25. maj, Kanyes soloprojekt den 1. juni, Kids See Ghosts den 8. juni, Nas den 15. juni og Teyana Taylor den 22. juni.
— KANYE WEST (@kanyewest) 15. maj 2018
Kids See Ghosts (Kanye West og Kid Cudi)
1. Feel the Love
2. Kids See Ghosts
3. 4th Dimension
4. Ghost Town
5. Cudi Montage
6. Devils Watchin
7. Reborn
Pusha T
1. If You Know U Know
2. Sociopath
3. Games We Play
4. Come Back Baby
5. Infrared
6. Hard Piano
7. How Do You Respond
8. Samaria