7. Pusha-T ‘The Games We Play’
Kanye Wests debutalbum ‘The College Dropout’ er fyldt med samples af de store soulmusikere fra 60’erne og 70’erne – blandt andet Aretha Franklin på ‘School Spirit’, Curtis Mayfield på ‘Jesus Walks’ og Marvin Gaye på ‘Spaceship’. På efterfølgeren ‘Late Registration’ gjorde han sin kærlighed til soulmusikken endnu tydeligere ved at sample de helt store klassikere ‘Move on Up’ og ‘I’ve Got A Woman’ på de to store hits ‘Touch the Sky’ og ‘Gold Digger’.
Derefter blev der skruet ned for soulmusikken i hans samples, og der kom i stedet lydbidder fra kunstnere som King Crimson, Elton John og TNGHT. Visse fans var skuffede over drejningen væk fra soulmusik, hvilket i 2015 fik Kanye til at rappe »I miss the old Kanye, straight from the Go Kanye / chop up the soul Kanye, set on his goals Kanye« på ‘I Love Kanye’ fra ‘The Life of Pablo’.
På ‘The Games We Play’ fra Pusha T’s ‘Daytona’ viser Kanye, at han stadig mestrer at »chop up the soul«. Han sampler et instrumentalt nummer ved navn ‘Heart ‘N Soul’ af en obskur soulmusiker ved navn Booker T. Averheart, men han gør den stort set ugenkendelig, hvis man da skulle være blandt de få, der kendte den i forvejen.
To små guitartakter fra et af de mest energiske tidspunkter i den oprindelige sang bliver først gjort langsommere, dernæst loopet, twistet og hakket – men elementerne fra Averheart-sangen forbliver de eneste bærende elementer. Der er næsten ingen bas, hvilket også blot giver mere fokus til Pusha-T’s levering, der over dette simple beat blot bliver mere intens. Man må desuden endelig ikke forglemme blæserne, der tilføjer lidt ekstra punch til det, Pusha siger.
6. Nas feat. The-Dream ’Adam & Eve’
Nas’ karriere har alle dage stået i skyggen af debuten ‘Illmatic’ fra 1994, hvor hans sprøde vokal stod perfekt over lettere jazzede boom bap-beats. Sidenhen har hans karriere (trods en del højdepunkter) været ramt af en gennemgående forbandelse: Giver man ham et beat i ‘Illmatic’-stil lyder det som et blindt forsøg på at bringe fortiden tilbage, og giver man ham et beat i en anden stil, lyder det oftest som om, han slet ikke passer ind.
Det er et problem, Kanye på ‘Adam & Eve’ har løst i samarbejde med sine næsten faste kompagnoner Mike Dean og Plain Pat samt Ratatat-medlemmet E*vax. Trommerne har de taget fra Michael Jacksons 1972-cover af ‘Ain’t No Sunshine’, og de udgør et boom bap-fundament af den helt klassiske slags. Det ellers øjensynligt så jazzede klaver er derimod fra introen til softrocksangen ‘Gol-e Yakh’ af den iranske sanger Kourosh Yaghmaei.
Dette twist alene giver ‘Adam & Eve’ fra ‘Nasir’-albummet noget kant i forhold til andet klaverdreven boom bap – en kant, der øges af samspillet med en mere rockorienteret guitar, der ligeledes stammer fra ‘Gol-e Yakh’. Trommerne er samtidig mixet anderledes end på Michael Jackson-sangen. De er blevet mere fyldige, og der er skruet ned for genklangen.
I løbet af sangen udvikler beatet sig ikke alt for meget, men trommerne kommer og går alt efter omstændighederne, og der er en ubehagelig outro, hvor beatet spontant ændrer tempo og begynder at dissonere. Outroen kan give myrekryb, og her er det kun beatet der taler – et sjældent eksempel på et beat, der både står ideelt til Nas’ lyrikorienterede rapfortællinger og fungerer eminent på egen hånd.
5. Kanye West feat. 070 Shake, Kid Cudi & PartyNextDoor ‘Ghost Town’
Da ‘Ghost Town’ udkom, gik meget af hypen på 070 Shakes lange, storladne og ganske gribende outro, men sangen er fra start til slut en af de mest spændende sange på Kanyes soloalbum ‘Ye’. Sangen starter direkte med et klip af Shirley Ann Lee-sangen ‘Someday’, der også danner grundlaget for PartyNextDoors mumlede åbningsvers.
Stjernesamplet er dog The Royal Jesters-coveret af ‘Take Me for a Little While’, hvorfra melodi og tekst til Kid Cudis omkvæd også er taget. Det er herfra, vi finder sangens flotte orgelriff, som Kanye har sat en basset rockguitar henover under PartyNextDoors del. Når hans eget vers begynder, lader han stort set samplet stå alene under sin vokal, hvilket også blot får ham til at føles skrøbeligere.
Det er værd at bemærke, at The Royal Jesters-sangen jammer derudaf, og trommeslageren gør ikke stor brug af stortrommen, der også er mixet ret lavt. Dette ville typisk være et no-go i en hiphopsang, og oftest ville produceren vælge at skrue op for stortrommen eller indsætte nogle 808-trommer i stedet. Det gør Kanye ikke, og på elegant vis formår han at få skabt et smukt nummer ud af beatet alligevel.
Det betyder dog ikke, at Kanye ikke er legesyg og bare lader alt være som i ‘Take Me for a Little While’. Især i 070 Shakes vilde outro bliver der leget godt og grundigt med lydeffekter, både fra samplet og andre steder fra. Pludselig bliver trommerne gennemborende, og sangens volumen bliver større og større for hver takt – og selv når den er stille, kan man mærke, at den lader op til en eksplosiv afslutning.
4. Kids See Ghosts ’Fire’
Oven på en tosidig ‘Feel the Love’, der prøver at finde ro midt i alskens aggressive lydbomber, er det albummets andet nummer, ‘Fire’, der formår at give lytteren et indblik i, hvordan ‘Kids See Ghosts’ lyder. Her får lytteren at vide gennem rige teksturer, hvad der gør, at Kids See Ghosts-projektet er mere og andet end blot ligningen Kanye West + Kid Cudi.
Sangen er produceret i samarbejde med Boogz, Ratatat-medlemmet E*Vax og OutKast-rapperen André 3000. Dens stampende, marcherende percussion er taget fra novelty-singlen ‘They’re Coming to Take Me Away, Ha-Haaa!’ af Napoleon XIV. Derudover er beatet helt originalt.
Noget af det, der ellers stikker ud, er Kid Cudis dybe nynnen, der udgør et summende beat – i kombination med den mekaniske percussion leder det tankerne hen mod en vis scene fra ‘The Wolf of Wall Street’. En skramlet, nærmest postpunk-klingende guitar gør yderligere sangen smuk og disorienterende, og denne får alene lov til at spille nummerets fjernt uhyggelige outro.
Fløjterne er endnu et eksempel på smuk Kanye-produktion, når den er allerbedst. De stikker ikke ud som noget fremmed, de ryger i stedet elegant ind i lyduniverset, som allerede er etableret som noget særligt eklektisk, selv efter Kanye-standarder. Sangens beat er kendetegnende for alt det, der gør ‘Kids See Ghosts’ til så særligt et album.
3. Pusha-T feat. 070 Shake ‘Santeria’
Kanye navngiver ofte sine sange efter det, han sampler – ‘Through the Fire’ bliver samplet på ‘Through the Wire’, ‘Bound 2’ sampler ‘Bound’, ‘Otis’ sampler Otis Reddings ‘Try a Little Tenderness’. Så man kunne let blive bekymret, da man så, at Pusha-T havde en sang, der hed ‘Santeria’. Var Kanye på vej til at lade Pusha-T rappe over Sublimes 1996-sang af samme navn?
Nej, heldigvis er der ikke skyggen af reggaerock på dette nummer. I stedet har Kanye trukket på flere lag af sampling for at nå frem til det helt perfekte, druggy kartel-soundtrack.
Så lad os starte i 1971 – Isaac Hayes udgiver det klassiske funksoundtrack til ‘Shaft’. På dette album finder vi blandt andet den langsomme, instrumentale sjæler ‘Bumpy’s Lament’. Senere samme år udgav Soul Mann & the Brothers en noget mere grumset udgave af denne sang, hvor den blev lidt sprødere i kanterne. Denne udgave er ofte blevet samplet i hiphoptracks, blandt andet på ‘Xxplosive’ af Dr. Dre og på ‘Drugs’ af Lil Kim.
Lil Kims sang er i sig selv ganske tåget – man kan nærmest lugte en hashsky for sig, når man hører det. Men Kanye har taget beatet fra ‘Drugs’ og gjort det langsommere og mere euforisk, mens guitarens riff står tydeligere end nogensinde i mixet. Man skulle tro, at det var fra noget klassisk musik skrevet til spansk guitar, men det er blot Kanyes magiske beat-evner, der narrer dig til at tro dette.
Efter et minut forsvinder dette sample dog, og sangen bliver mere atmosfærisk, så snart 070 Shakes første omkvæd starter – tilsat de intense trommefills, vi senere ser vende tilbage på Kids See Ghosts-tracket ‘Feel the Love’. Dette omkvæd bliver efterfulgt af et meget simplistisk beat, der i starten kun består af en dunkel synthbas. De sidste par bars bliver tilsat orgellydende synthlyde, der bliver så hektiske og maniske, at det nærmest lyder kultisk.
Det vildeste er dog nok, at alle disse skift i beatet sker enormt naturligt – man mister aldrig fokus fra det, Pusha rapper. Det er en vild kunst at mestre, og hvis man ikke specifikt hører efter beatet, tænker man næppe over, hvor meget der egentlig sker.
2. Kids See Ghosts feat. Yasiin Bey ’Kids See Ghosts’
En brummende bas og kolde claves. Sådan starter titelnummeret fra ‘Kids See Ghosts’. Det er en gribende gyser af en åbning på en sang, og det giver god mening, at en af Kanyes samarbejdspartnere på dette track er Bon Ivers Justin Vernon – der er absolut nogle ’22, A Million’-vibes herpå.
Yasiin Bey (tidligere kendt som Mos Def) er også blandt producerne, og når hans omkvæd starter, får beatet lidt selskab af en skinger, atmosfæriske synthviolin, der kunne lyde som noget ud af en gyserfilm fra 80’erne.
Så starter Kid Cudis vers, og den æteriske, summende nynnen, som vi også hørte på ‘Fire’, vender tilbage. Det lyder smukt, og den pivende synthstryger bliver gradvist mere forstyrrede, efter han er færdig. De får også selskab af nogle dybere, mere diskrete strygere, der lyder knap så syntetiske.
Kanyes vers starter med den samme nedbarberede bas/claves-lyd som på introen, men med tiden bliver den også urolig, og en Brian Eno-klingende ambient-lyd svæver løbende tydeligere og tydeligere rundt i lydbilledet.
Yasiin Bey slutter sangen af med to omkvæd og et vers – og de utrygge dæmoner begynder at hobe sig op. Især de underspillede udråb, der kommer mod slutningen er et ekstra fint touch, og det er meget stilfuldt gjort af Kanye at gemme dem til afslutningen.
Det er et beat, der bliver ved med at overraske med små finurligheder, der smukt tegner det mentalt ustabile billede, som tematisk er omdrejningspunktet for ‘Kids See Ghosts’. Det er desuden værd at bemærke, at den kolde, faste claves-rytme er den eneste percussion på hele sangen. Der er ingen 808-trommer, ingen trappede hi-hats, ikke engang en boom bap-rytme. Altså er sangen utryg helt nede ved fundamentet.
1. Pusha-T ’If You Know You Know’
For godt en måned siden var vi virkelig nervøse. Kanye West havde via Twitter lovet fem album på syv tracks over fem uger, og der var intet officielt ord fra pladeselskabet om nogen af dem. Da Pusha-T’s ‘Daytona’ rent faktisk kom til tiden, var vi lettede, men det var stadig ikke uden uro i maven, at vi trykkede på play-knappen. Syv tracks om ugen, det lød fandeme ambitiøst. Kunne Kanye virkelig klare det?
Kanye vidste sikkert, at det var det, vi tænkte, for vi var næppe de eneste. Så han sørgede for at fjerne al tvivl ved at starte hele showet med et af sine bedste beats i lang tid – som han desuden er den eneste producer på.
Det starter med en raslende hi-hat, sporadiske, muterede bækkenlyde og skrigende high-pitch-vokalsamples. Det er minimalistisk i lyden, men det er rigt på detaljer. Det øger intensiteten på Pusha-T’s bars, og det gør det også så meget mere overvældende, når beatet for alvor begynder over et halvt minut inde i sangen.
Enhver EDM-troldmand bør være jaloux på, hvor fænomenalt Kanye bygger op til sangens ‘drop’, der kommer efter Pusha selvsikkert rapper »If you know, you know« for første gang. Vi får et fuldkommen eksplosivt sample af el-orgelet fra introen til sangen ‘Twelve O’Clock Satanial’ af det amerikanske syrerockband Air. Det ryger gennem et filter, så det lyder mere fyldigt og mere syntetisk end på originalen, og hele vejen igennem bliver der hakket løs i det, så det leger i samspil med Pusha-T’s flow.
Kanye går i løbet af sangen helt amok med de der pitch-forvrængte vokalsamples fra introen, og vi får ud af det blå en dybere variant af den samme lyd – det lyder nærmest voldeligt, når den dybe og den lyse stemme træder op mod hinanden omkring hooket. Nogle gange er disse bidder også mixet mere i baggrunden, og det bragende beat bliver mere kaotisk. Uden at det nogensinde føles ufokuseret.
Der er dog en meget bestemt årsag til, at dette beat er lige niveauet bedre end alle de andre beats på denne liste, der jo også er rige på gribende soniske teksturer og smukke klanguniverser. Nøglen er hvordan beatet helt specifikt bærer Pusha-T’s flow.
Pusha rapper linjen »If you know, you know« hele 14 gange på tre minutter. Det kunne over et klassisk battlerap-beat godt blive lidt trættende. Men Kanyes beat sørger for netop altid at løfte linjen, så den rammer hver eneste gang – og så man altid hører efter, hvad Pusha siger i den følgende linje.
Som om dette ikke skulle være nok, har Kanye fyldt dette som sagt lettere kaotiske, hakkende beat med masser af detaljer i bunden af produktionen. Der er som sagt nogle lavere mixede vokalsamples på et tidspunkt, andre steder dukker en guitar kortvarigt op og squealer, han kaster masser af fills ind i trommerne, mange gange fjerner han kortvarigt bassen, mod slutningen tilføjer han en hel ny vokal, der lyder som en mand, der bliver slået i maven – og de der hi-hats fra starten af fortsætter ganske ubesværet ind i resten af sangen.
Det er et overflødighedshorn af detaljer, og nummeret glider fremad med så stor lethed, at man næsten ikke fatter, at der rent faktisk er gået tre minutter, når det er overstået. Hvis vi ikke genkender ‘If You Know You Know’ som en klassiker om nogle år, så er der godt nok noget, der er gået galt.
Læs også: Sommeren står i G.O.O.D. Musics tegn – men hvordan ser fremtiden ud for pladeselskabet?