Trent Reznor er pissesur, og det er en fryd
Med ’Bad Witch’ afslutter Nine Inch Nails-frontmand Trent Reznor og hans partner-in-crime Atticus Ross den narrative ep-trilogi, de startede i 2016 med ’Not the Actual Events’ og siden fulgte op med ‘Add Violence’ i 2017.
Det tredje og sidste udspil i Reznors dystopiske treenighed er desuden den mindst tilgængelige af de tre, der med sin pessimisme, misantropi, aversion, frustration og kompromisløse kakofoni udfordrer selv den mest inkarnerede Nine Inch Nails-fan – på den gode måde!
For efter flere gennemlytninger åbenbarer ’Bad Witch’ sig som den mest sammenhængende, helstøbte og detaljerede udgivelse i ep-konceptet. Ifølge Reznor fokuserer ’Not the Actual Events’ på selvrefleksion og selvdestruktion, og ’Add Violence’ søger svar i en ødelagt verden, hvorimod ’’Bad Witch’ i bund og grund konkluderer, at menneskeheden er problemet og derfor fortabt. Men trods den noget nedslående konklusion er lytteroplevelsen opløftende og dragende.
Åbningsnummeret ‘Shit Mirror’ er en auditiv lussing til os alle, hvor Reznors ætsende genspejling af menneskets værste sider angriber og omslutter lytteren. For lige så nedslående nummeret er, lige så opløftende er det at høre saxofon og håndklap i det symfoniske vredesudbrud, der ellers kendetegner musikken. Efter andet omkvæd afbrydes nummeret ud af det blå – hvis man skruer helt op for lyden, hvilket er den eneste rigtige måde at høre NIN på, så hører man lyden af en enkelt plastikdråbe (undskyld mangel på bedre analogi). Denne grad af detaljerigdom er berigende, men ikke overraskende, da Reznor aldrig gør noget halvhjertet.
Uden gnidninger muterer åbningslussingen over i den maniske og industrielle drum’n’bass-baserede ’Ahead of Ourselves’, hvor Reznor fordømmer menneskeheden som en primitiv dyreart, der hylder stupiditet. Ep’ens solarplexus tipper med hatten til Bowies sidste mesterværk, ’Black Star’, hvis allerede ikoniske virvarsjazz spøger på den instrumentale ’Play the Goddamned Part’, som med saxofonvræl og klaverlapperi fungerer som intro til ’God Break Down the Door’.
Ep’en lukker med et par eksperimentelle skæringer, hvor ’I’m Not From This World’ manifesterer soundtracket til en altopslugende universalangst, der leder op til ep’ens mest dæmpede og melodiske nummer, ’Over And Out’, hvor Reznor som en anden spøgelsescrooner advarer om, at tiden er ved at løbe fra os.
På den måde cementerer Nine Inch Nails, at bandet er et potent samfundsrevsermaskineri, og kunne det være mere velkomment i en tid, hvor immigrantfamilier bliver splittet og sat i lejre. ’Bad Witch’ tangerer til den kunstneriske atombombe, der er behov for til at kunne forstå, kritisere og reflektere over menneskets skyggesider. Og hvis ikke nu, hvornår er det så tid til at tøjle verdens onde hekse?
Kort sagt:
Med ’Bad Witch’ afslutter Nine Inch Nails den narrative ep-trilogi, de startede i 2016. ’Bad Witch’ er den mindst tilgængelige af de tre, der med pessimisme, misantropi, aversion, frustration og kompromisløse kakofoni udfordrer selv den mest inkarnerede Nine Inch Nails-fan – på den gode måde!