1. Jamila Woods ‘Eartha’
R’n’b-sangeren Jamila Woods udgiver den 10. maj albummet ‘Legacy! Legacy!’, hvor hvert track er navngivet efter en person, der har haft en indflydelse på Woods’ egen musik. Med denne tredje single er turen kommet til skuespiller og sanger Eartha Kitt. Woods beskriver selv ‘Eartha’ som en sang, der siger »alt, du ville ønske, du kunne have sagt, eller alt du har sagt en million gange, uden at det er blevet hørt«.
2. Flume feat. Jpegmafia ‘How to Build a Relationship’
Producervirtuosen Flume har netop udgivet mixtapet ‘Hi This Is Flume’, hvor han gæstes af så eklektiske musikere som Slowthai, Sophie og Eprom. Det store højdepunkt er dog et samarbejde med den fandenivoldske hiphopprovokatør Jpegmafia. På ‘How to Build a Relationship’ leverer Jpegmafia et enormt vredesudbrud med små sarkastiske undertoner – og det står skam virkelig godt til Flumes vilde wonky-beats.
Hør sangen på Spotify HER.
3. Cate le Bon ‘Daylight Matters’
Cate le Bon har travlt for tiden. Hun har produceret Deerhunters nyeste album, og hun har netop annonceret et nyt soloalbum ved navn ‘Reward’. Førstesinglen ‘Daylight Matters’ er en følsom, fortvivlet og let psykedelisk kærlighedssang, hvor Cate le Bon længes efter dagslys i tilværelsens mørke.
4. Hans Philip ‘Et studie i overtænkning’
Hans Philip synger markant mere end han rapper på sit første soloalbum, men ‘Et studie i overtænkning’ giver plads til begge dele. Han rapper om at tænke alt for grundigt over alt i sin tilværelse, og det er et centralt track i et hjerteskærende album, hvor tankemylderet konstant er i fokus. Tematikken understøttes af hektiske omend sagte trommer sat over for blide bossanova-akkorder; et modsætningsforhold, der blot gør sangen endnu mere neurotisk.
5. Pronoun ‘Temporary Tantrum’
På singlen ‘Temporary Tantrum’ blander New York-sangeren Pronoun pulserende synthpop med æterisk dreampop – og en kende bragende rockmusik i trommerne. Sangen bygger sig smukt op med adskillige lag af gribende melodilinjer. Sangen stammer fra Pronouns kommende debutalbum ‘I’ll Show You Stronger’, der udkommer den 24. marts.
6. Ric Wilson ‘Yellowbrick’
Ric Wilson imponerede os sidste år med sin dansevenlige funkrap, men med ‘Yellowbrick’ går der nærmest total 70’er-soul i den. Først halvvejs inde får denne søde, ‘Troldmanden fra Oz’-refererende kærlighedssang et skud hiphop, men uanset stilarten er Ric Wilson en totalt uimodståelig romantiker.
7. Lil West feat. Tommy Genesis ‘2pennies’
Okay, lad os bare få det ud af verden: Lil Wests slørede autocroon lyder rigtig meget som Future. Men den minimalistiske ‘2pennies’ er nu mere spændende end noget fra Futures seneste album. Det handler ikke blot om det frække, tilbagelænede beat, det handler også om Tommy Genesis, der giver det seksuelle nummer lidt ekstra faretruende kant. Sangen stammer fra Lil Wests nye minialbum ‘Vex Part 1’, der byder på mere underspillet autotune-rap.
8. Emil Kruse feat. Benjamin Hav ‘Air Tonight’
Selv om titlen ‘Air Tonight’ leder tankerne hen mod Phil Collins, kunne lyden nærmest ikke være længere væk. Emil Kruse har hevet Benjamin Hav fra Benal med på et højstemt track, hvis beat lyder som en mere sommerlig udgave af noget 00’er-grime blandet med noget minimalistisk housemusik. De festlige rappere oser begge af charme, og sangen oser af varm sommerstemning.
9. Høker ‘Ud af Dig’
Københavnske Høker er med i årets udgave af Karrierekanonen, og med debutsinglen ‘Ud af dig’ blander de elektroniske beats og abstrakt dansksproget hiphoplyrik med nogle jazzede fraseringer. Vokalisterne Emil Jelbo og Gustav Bejder synger intenst om at træde ud af sit eget skind og leverer et omkvæd, der nægter at komme ud af dig, når det først er trådt ind.
10. Tame Impala ‘Patience’
Tame Impala er endelig tilbage. ‘Patience’ er første nye sang i fire år fra de NorthSide-aktuelle australiere, og den starter da også med ordene »Has it really been that long«. Teksten lader netop til at handle om, at Tame Impala har været væk i nogen stund. Nummeret er i hvert fald groovy, og med sin poppede lyd lægger det sig fint i forlængelse af 2015-storværket ‘Currents’. Men det næsten houseklingende klaver er alligevel en ret ny lyd for bandet. Det gør os i høj grad forventningsfulde i forhold til det kommende album, som ‘Patience’ formentlig vil optræde på.