Med klingende vellyd leverer Deerhunter en elegi over menneskearten
Titlen på Deerhunters første album i fire år stiller et spørgsmål som man – alt efter temperament – kan opfatte som udtryk for panisk ængstelse, resigneret forundring eller måske ligefrem afklaret taknemlighed.
Lyrikken i selve sangene indkredser på samme vis en verden på automatpilot med retning mod tusmørket. Den lurende økologiske apokalypse har sat sig på tværs i Bradley Cox’ univers i form af kuldkastede drømmesyner og voldsomme visioner. Populisme, nationalchauvinisme og højreekstrem vold (se den mandolingarnerede og, emnet taget i betragtning, nærmest vulgært smittende ’No One’s Sleeping’) stikker tillige sit grimme fjæs frem.
Musikken står i skærende kontrast til tematikken og Cox’ egen nærmest patenterede kynisme. Her funkler det med små skønhedsåbenbaringer, med sommerlige strejf af lethed, swingende melodiske progressioner og en ofte klingende vellyd, foruden psykedeliske syner i valsetakt.
Den overraskende brug af cembalo (mest markant på åbningsnummeret ’Death in Midsummer’, hvis sangtitel kunne have udgjort en glimrende alternativ albumtitel), er overraskende, også selv om man som årelang følger af foretagendet er bevidst om, at Cox godt kan lide at fange sin lytter på det forkerte ben.
Der er ulig et stykke fra lo-fi garagerocken på ’Monomania’ (2013) over den glatte, radioegnede rock på ’Fading Frontier’ (2015) til den 60’er-inspirerede barokpop i denne ombæring. Cox afslører en tydelig affinitet for Ray Davies’ sædeskildringer i The Kinks – Cox er sig, naturligvis, slægtskabet bevidst: Han synger et sted om »a village green«, temmelig sikkert en henvisning til Kinks-koncepthovedværket ’The Village Green Preservation Society’ fra 1968.
Det forunderlige ved Deerhunter er, at de altid – og uanset hvad – lyder temmelig meget som sig selv. Således formår de med gnidningsfri lethed at kanalisere Kinks på åbningsnummeret (dog punkteret af en rivende guitarsolo), for så at tage et venstresving i retning af Brian Enos dynamiske (og endnu rockinspirerede) soloalbum efter bruddet med Roxy Music (’No One’s Sleeping’) og siden samme Enos krautrock-inspirerede instrumentalarbejde på blandt andet Bowies ’Low’ (’Greenpoint Gothic’). Og det er bare albummets tre første sange.
Der er noget romantisk higende, noget nostalgisk stemningsfuldt, ved denne sværmeriske form for musik, der flyder som honning og summer behageligt som en varm sommerdag i midtengelsk landskabsidyl. Også – eller især – på grund af anslagene til skævhed og sære syner.
Musikken er ikke konfrontatorisk eller synderligt anfægtet, det er mere som en elegi for en art – mennesket – der er ved at blegne i sin egen uformående omgang med fakta, en manglende forholden sig til den truende undergang.
På ’Elemental’, der lyder som ’klassisk’ Deerhunter a la hovedværket ’Halcyon Digest’ (2010), synger Cox om »orange clouds«, og det lyder jo både smukt og rart, særligt i samklang med den strømførende, næsten bubblegum-agtige melodi. Men så sniger der sig en slange ind i sangens midte: Han synger om »cancer laid out in lines«. Pludselig flygter menneskene inden døre. Noget er helt galt.
Der er en nervøs energi over de her sange, der forplanter sig til lytteren. I en grad, så man måske først efter en håndfuld afspilninger bemærker, at albummet lider under en vis slagside. Fem egentlige (glimrende!) sange og fem mere løst konciperede ’stemningsskitser’. ’Tarnung’ (det eneste ikke-Cox-skrevne bidrag) er et lettere forceret møde mellem popduet (med Cate Le Bon), ambiente droner og barokke toner. ’Detournement’ er en forvrænget omgang spoken word (som en kunstig intelligensform, der tæller ned på menneskehedens vegne?), men også ret forglemmelig.
Sangskrivningen på ’Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’ varierer mellem det inspirerede, det kapable og det fortænkte, men trods det fremstår albummet alligevel som udtryk for en samlet vision. Det er også historien om Deerhunter.
På den måde er alt alligevel ved det gamle – apokalypse eller ej.
Kort sagt:
Sangskrivningen på ’Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’ varierer mellem det inspirerede, det kapable og det fortænkte, men trods det fremstår albummet alligevel som udtryk for en samlet vision: Bradley Cox har skabt en ikke-konfrontatorisk elegi for en art – mennesket – der er ved at blegne i sin egen manglende forholden sig til den truende undergang.