Deerhunter

Nyheden om ‘Monomania’ blev akkompagneret af en kryptisk produktbeskrivelse (‘Mystery disc of nocturnal garage’) samt oplysningen om, at albummet var indspillet på ottesporsbåndoptager. Om man genremæssigt vil kalde resultatet ‘natlig garage’ er en smagssag, til gengæld farver det lo-fi-tekniske udgangspunkt albummet.

Deerhunter har i positiv forstand malet sig op i et hjørne på forgængerne ‘Microcastle’ og ‘Halcyon Digest’, hvor frontmand Bradford Cox, den nutidige alternative rocks måske smukkeste taber, tog sine melankolske kompositioner i en mere gennemarbejdet og imødekommende retning. Nu har gruppen tilsyneladende haft behov for at nulstille sig selv og kratte hul på den fintmaskede sangskrivning ind til et mere umiddelbart udtryk.

Læs også: Hør Deerhunters nye album ‘Monomania’

De to første numre, ‘Neon Junkyard’ og især ‘Leather Jacket II’, markerer skiftet med skrattende vokallyd, overstyrede guitarer og slingrende kurs. Men lige når desorienteringen sætter ind, drysses der sukker i det nyåbnede sår med den tindrende smukke ‘The Missing’, en af den slags nænsomt indfølende melodier, gruppen mestrer som få. Og dem er der flere af på albummet. Faktisk slår ‘Monomania’ herefter ind på en behagelig midterkurs. Overraskelserne er ganske vist få (‘Pensacola’ flirter med country-tramp og pedal steel, mens titelnummeret er en formidabel opvisning i supersonisk støjende garagerock), til gengæld masserer numre som ‘T.H.M.’ og ‘Sleepwalking’ indie-musklen på den helt rigtige måde.

Albummets største minus er, at Deerhunter for sjældent spiller sig helt ud, hvor numrene slipper jordforbindelsen og udvikler sig i mere uforudsigelige retninger. Men som en tilbagelænet mellemstation, inden Cox og co. tager hul på nye eventyr, er ‘Monomania’ glimrende selskab.