Charli XCX annoncerede sit selvbetitlede album ’Charli’ og en tilhørende turné, hvor hun heldigvis lægger vejen forbi Danmark, tilbage i juni. Albummets trackliste afslørede en imponerende række af prominente gæster – heriblandt Troye Sivan, som Charli før har samarbejdet med på retrobangeren ’1999’, og også Christine and the Queens, der som bekendt slog pjalterne sammen med Charli på den hårdtslående single ’Gone’.
Nu er endnu et samarbejde fra ’Charli’, der udkommer 13. september, ude i æteren, og denne gang gæstes albummets hovedperson af Sky Ferreira på tracket ’Cross You Out’.
Ligesom det voldsomt vellykkede mixtape ’Pop 2’ fra 2017 er ’Cross You Out’ produceret i samarbejde med folk fra PC Music-lejren, og resultatet er en syntetisk popbanger med tung forvrænget bas og følsomme distortede vokaler.
Charli XCX delte et post om samarbejdet på sin instagram i går, hvor hun kaldte Ferreira og hende selv en ’ikonisk duo’, mens hun også knyttede en kommentar til sangens personlige betydning: »Den her sang betyder virkelig meget for mig. For mig handler den om at efterlade nogle ret traumatiske bekendtskaber i fortiden. Det føles euforisk, at sangen snart er ude i verden«.
’Cross You Out’ fortsætter altså i samme spor som ’Gone’ og kan meget vel blive soundtracket til en stor session gruppeterapi på weekendens dansegulv.
Læs også: Se Charli XCX og Camila Cabello synge ‘Shake it Off’ med Taylor Swift