1. Jeuru ‘Couldn’t Be’
Den amerikanske, men København-bosatte soulsanger Jeuru er øjensynligt på vej med efterfølgeren til sin stærke debut-ep fra 2018. Første forsmag fra hans næste projekt er lovende – ‘Couldn’t Be’ er en intens, dramatisk skæring, hvor Jeurus formidable stemme udtrykker sig smukkere end nogensinde.
2. Squid ‘Sludge’
Den Roskilde-aktuelle rockgruppe Squid er netop blevet signet på Warp Records, og da den nyhed kom frem, delte gruppen denne skæve, karakterrige postpunksang. Rablende vokaler og quirky guitarfraser går smukt i spænd med en vild, uortodoks percussionsektion.
3. The Minds of 99 ‘Big City, Bright Lights’
The Minds of 99 går fuld 80’er på denne new wave-kanaliserende single. Videoen er en åbenlys hyldest til Dire Straits’ ‘Money For Nothing’, versene lyder af Blondie, og omkvædet lyder af Thomas Dolby – og den lille synthsolo må næsten være en tilsigtet reference til Gary Numan-klassikeren ‘Cars’.
4. Bathsheba ‘Are You There’
Bathsheba er et af Danmarks nye poptalenter. Hendes blot anden single er en hookbaseret popsang af klassisk format, men med en wavy, boblende produktion, der giver den en unik personlighed.
5. Ana Tijoux ‘Antifa Dance’
Den revolutionære chilenske rapper har begået intet mindre end en antifascistisk banger med denne voldsomme protestsang. Man behøver end ikke at forstå ét eneste ord spansk for at blive revet med af hendes stærke budskab, der eminent understøttes af videoen.
6. Sorry ‘As the Sun Sets’
Sorry kan (forhåbentlig) opleves på Roskilde Festival til sommer. Denne melankolske hymne fra deres spritnye album, ‘925’, er på én gang legesyg og dunkel, hvilket flot understreger, hvorfor bandets skramlede toner er noget af det mest spændende, der sker inden for rock i disse dage.
7. Lord Siva ‘Forevigt & for livet’
Lord Sivas dansksprogede output er typisk associeret med melankolske r’n’b-sange, men på sit nye album, ‘Lys’, viser han, at den stil sagtens kan fusioneres med den mere catchy, poppede stil, han sidste år brillerede med, da han lavede engelsksprogede sange med Vera. Med sine sjælfulde keys er ‘Forevigt & for livet’ et klart ‘Lys’-punkt på albummet.
8. The Weeknd ‘Snowchild’
På ‘Snowchild’ forener The Weeknd på elegant vis sensuel storbymelankoli med den lækre retrolyd, der omgiver det meste af hans nye album, ‘After Hours’. Det er det perfekte mellemsted mellem stilen på ‘Starboy’ og ‘House of Balloons’ – og hvem kan stå for et ordspil som »futuristic sex, give her Philip K. Dick«?
9. Noah Carter feat. Benny Jamz ‘Gary Payton’
UK Drill-lyden rammer Danmark med fuld kraft på det første Noah Carter-nummer siden 2018, der får oplagt assistance af Benny Jamz.
10. Channel Tres ‘Weedman’
Channel Tres har på rekordtid etableret sig som noget nær verdensmester i at forene hiphop og house. På ‘Weedman’ har han kastet sig ud i et regulært stoner-anthem, der har al den løsslupne skævhed, den disciplin kræver, mens beatet stadig er lige så tight som vi efterhånden forventer det af Tres.