Jeurus fortræffelige vokal gør det klart, hvorfor genren hedder soul
Den amerikanske soulsanger Jeuru Malik Antoine, der er flyttet fra New York til København, er dukket op mere eller mindre ud af det blå. Sonys danske afdeling har spottet et stortalent, skrevet kontrakt med ham, og nu er debut-ep’en ‘King of the Cruel’ så udkommet – fem tracks, der giver Jeuru mulighed for at vise, hvad han kan.
Hvis der er et talent, som selv den største skeptiker må anerkende, at Jeuru besidder, er det stemmen. Hans vokal er så mægtig og imponerende fra et teknisk synspunkt, at det er svært at begribe, at han stadig kan få kommunikeret så meget skrøbelighed, som han gør.
Jeuru er dog markant mere end blot en dygtig sanger. Han er også en ganske habil sangskriver. Størstedelen af ‘King of the Cruel’ er skrevet og produceret i samarbejde med en række forskellige samarbejdspartnere, der typisk ikke går igen fra sang til sang, men det er ikke til at høre. Der er en klar sammenhæng i, hvordan dramaet oftest er af stor skala, og sangene lader til at være skrevet med tydeligt henblik på, at Jeurus ekspressive levering tilføjer så meget som muligt.
Tonen sættes klart fra albummets første sang, ‘Midnight Lullaby’. Den berører alvorlige personlige dæmoner og endda selvmordstanker. Hooket siger, at han ikke ville bebrejde sine medmennesker for, hvis de føler, de bør løbe væk fra ham. Jeuru synger det med stor dynamisk spændvidde, og leveringen er fyldt med fornemme detaljer, der gør, at musikken kommer helt ind under huden.
Han følger op med en lidt mere poporienteret sag i form af titelnummeret, der uden sammenligning er albummets mest catchy sang – og det til trods for, at der end ikke er nogen trommer. Over et råt, næsten grunget guitarriff synger Jeuru hjertet og sjælen ud i sådan en grad, at det minder lytteren om, hvorfor genren hedder soul.
En lidt spacy outro lægger op til det tredje nummer, den smukke autotune-ballade ‘All the Same Dream’. Den lyder kraftigt inspireret af Bon Ivers seneste album, atter uden nogen trommer, men dog med så meget kant på basguitaren, at det nærmer sig. Sangen bevæger sig meget langsomt, og den bruger nok lige en tand for meget tid på både at komme i gang og at runde af, men den har også meget godt at byde på. Den rolige instrumentation står i flot kontrast til den frustrerede vokal, der grundet de mange lag af vokaleffekter lyder distanceret fra sin omverden.
Den følges af et kort, akustisk og mere jordnært nummer ved navn ‘As Time Passes By’. Det er ikke den helt store triumf i forhold til sangskrivning, men den leder flot op til det modige afslutningsnummer ‘Distorted Rainbow’. Her møder en ensom The War on Drugs-klingende guitar en vemodigt håbefuld soulvokal, og slutteligt står den på tre minutters reverb og distortion. Nummeret er måske i forvejen længere, end det burde være, men den afklædte instrumentation lader Jeurus vokal være mere skrøbelig end noget andet sted på ep’en. Således bliver sangen et velvalgt punktum på denne let uortodokse, men alligevel nærværende udgivelse, der cementerer Jeuru som et af de mest spændende nye navne i moderne r’n’b.
Kort sagt:
Jeurus debut-ep har nogle uslebne kanter, men den er også rig på kreativitet og oprigtige følelser. Hans sjælfulde vokal leverer hele pakken så smukt, at det står klart, hvorfor genren rent faktisk hedder soul.
Læs også: Se den flotte musikvideo til Jeurus ‘Midnight Lullaby’ & ‘Distorted Rainbows’