På et pressemøde har Mette Frederiksen meddelt, at regeringen forlænger alle sine tiltag for at dæmpe spredningen af corona til og med 13. april.
Det indebærer blandt andet forbuddet mod at afholde arrangementer med mere end ti personer. Hvilket hermed betyder, at alle koncerter (med flere end ti deltagere) til og med 13. april altså er nødt til at blive aflyst.
Det gælder blandt andet Gillis planlagte koncert i Royal Arena 10. april samt Store Vega-koncerter fra Artigeardit (8. april) og Carl Emil Petersen (11. april).
Forlængelsen betyder også, at natklubber, barer, cafeer og restauranter skal holde lukket indtil 14. april.
Flere koncerter i april er blevet aflyst i løbet af den seneste uge, og i stedet er koncertoplevelsen rykket ud i det digitale univers – for eksempel giver James Blake koncert på sin Instagram i aften.
I forhold til de danske festivaler er Spot Festival blevet aflyst, mens årets Distortion er rykket til august.