Premiere: Rangleklods er tilbage med sin første single i fem år

Premiere: Rangleklods er tilbage med sin første single i fem år
Rangleklods.

Der er ikke noget at sige til, hvis man er lidt forvirret omkring Rangleklods og Blondage. Så lad os lige få fakta på plads.

Tilbage i 2010 startede Esben Andersen det elektroniske projekt Rangleklods op alene. I 2014 blev Pernille Smith-Sivertsen officielt en del af foretagendet, og i 2016 skiftede duoen så navn til Blondage – hvilket blandt andet resulterede i et ret så stærkt debutalbum.

I september 2019 valgte de dog at gå hvert til sit professionelt (privat er de stadig sammen), sådan at Esben vender tilbage til sit gamle Rangleklods-navn, mens Pernille fortsætter som Blondage – hun udgav tidligere i år sin debut-ep som soloartist, ‘I Love Music’.

Så … springer vi endelig frem til i dag, hvor Rangleklods har udgivet sin første single i fem år: ‘Never Lie’.

»Jeg følger mine instinkter 100 procent og giver mig hen til hver eneste tone i sangene. Her, i rummet mellem natsort klubmusik og solbelyst pop, hører jeg til«, fortæller Esben Nørskov Andersen i en pressemeddelelse om sit comeback.

»‘Never Lie’ handler om at være uperfekt. Om at vokse uden at vokse op. Jeg er sammen med min soulmate, men opfører mig, som om jeg er på vej videre. Men i det mindste lyver jeg aldrig. Og det er måske derfor, hun bliver sammen med mig. Inderst inde ved hun, at hun er det eneste, der betyder noget for mig«, siger han.

Med sangen følger også en musikvideo, hvor Rangleklods indtager en række high school-stereotype roller som stoneren, yuppien, gothen, jocken og nørden.

»Videoerne af mig selv optog jeg som en homage til introen til ‘Freaks and Geeks’ og stereotyperne fra alle de åndssvage high school-film fra slut 90’erne til midt 00’erne som ‘American Pie’ og ‘She’s All That’«, fortæller han.

Rangleklods seneste album var det fremragende ‘Straitjacket’ fra 2015.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af