Henover weekenden har USA været præget af protestaktioner som følge af en politimands drab af George Floyd. En lang række musikere – blandt andre Jay-Z, Beyoncé og Lizzo – har involveret sig. Og nu er der også kommet en decideret protestsang fra Terrace Martin i form af ‘Pig Feet’, der gæstes af Denzel Curry, Daylyt, Kamasi Washington og G Perico.
Sangen er, passende nok, en hektisk og destabiliserende størrelse, der nærmest vækker uro hos lytteren. Versene er intense, og især Denzel Curry giver gåsehud, når han rapper: »Murder was the case they gave us / manipulate the system so the prison could save us / nothing can save us«.
Den voldsomme video, der starter med pistolskud og skrigende stemmer og senere viser protester, begynder desuden med et budskab om, at »videoen til denne sang foregår lige udenfor dit vindue«. Til sidst er der en liste med navne på sorte mennesker, der er blevet dræbt af politiet.
Terrace Martin, der er kendt for at producere for Kendrick Lamar, har udtalt følgende om sangen og videoen: »Nogen spurgte mig, hvordan jeg har det. Jeg sagde, at jeg er såret, frygtløs, vred, bevidst og fuldt klar på at beskytte mig selv, min familie og mit folk, uanset hvad det koster«.