Adskillige kunstnere har meldt sig ind i kampen via sociale medier efter politimordet på George Floyd i Minnesota i sidste uge. En af musikerne, der har valgt at bruge sin platform til at ruske op i folk, er Lizzo, der i en ny video minder både sorte og hvide mennesker om, hvilken opgave vi hver især står overfor i kampen mod racisme og politibrutalitet.
»Sorte mennesker, dette er jeres daglige påmindelse om, at det ikke er jeres job at belære folk om racisme eller white privilege,« siger Lizzo i videoen. »Det er udmattende, og hvis de ikke ser det eller tror på det nu, vil de ikke. Der er Googles, og der er bøger, og de kan gøre det selv«.
»Hvide mennesker, dette er jeres daglige påmindelse om, at så længe I er stille, er I en del af problemet,« fortsætter hun. »Jeg ved, du ikke er racist, men du er nødt til at være mere end dét. Du er nødt til at være anti-racist. Sig din mening«.
»Protester er begyndelsen af fremskridt, ikke slutningen på det. Og nu, hvor protestanterne har alles opmærksomhed, hvad er så de næste skridt, vi skal tage for at sikre os, vi rent faktisk bevæger os fremad, og at vi ikke går tilbage til det her bullshit? Tiden er inde. Verden står stille og venter på handling. Lad os gøre fremskridt«.
Som kommentar til videoopslaget slutter Lizzo igen på en håbefuld tone: »Jeg tror på os. Forandringen er på vej«.